bliver meget såret af andre ubetænksomhed

slettet20329

vi er et par som har prøvet at få børn, og har været i lykkelige omstændigher 2 gange, første gang 6 uger henne og 38 år og 2 gang 8 uger henne og 40 år inden kroppen selv stoppede det, og begge gange gik vi og glæde os rigtig meget snakkede om navne, og hvad vi skulle have lavet om her hjemme, osv.
Men som sagt så stoppede de begge gange, men hvor kan man godt nok blive såret når noget at familien så siger eller, kommer med en ikke opmundtrede kommentar om at vi er ved at være for gamle, og at det er helt hen i vejret.
og andre kan komme med en kommentar om at så skulle man føde et barn som var dødt, så kunne vi tale om at miste.
Jeg er aldrig blevet så overrassket over noget og så såret og selv nu hvor jeg er 41, så er det nogle mennesker jeg har svært ved at dele nære ting med.

Er der andre som har prøvet noget ligende

persille1

Da jeg læste dit indlæg tænkte jeg, nogle mennesker er meget ufølsomme og forstår slet, hvordan det kan såre. Videre tænkte jeg, man må indse det er sådan og lade være med at tage sig af det.
Jeg faldt i min egen grøft. Det er kun nogle få dage siden, jeg følte mig såret af et ubetænksomt menneske i en anden anledning. Noget, som jeg slet ikke burde tage mig af.
Jeg forstår dig så inderlig godt.
Det med alder er noget mærkeligt noget. I mine øjne er I da ganske unge.
Jamen, da jeg blev farmor i en alder af godt 50 år kunne jeg sagtens have påtaget mig moderrollen.
Så lyt slet ikke til så tåbelig en snak. Jeg kendte en dame engang. Hun var 41 år, da hun fødte sit første barn.


Måske siger de det, som en slags misforstået trøst.

Kameliadamen1

Hej Bella

Jeg undrer mig også over, hvad der får folk til at komme med den type sårende bemærkninger. Jeg har selv prøvet det. Jeg mistede efter to dage min førstefødte søn. Det mest bemærkelsesværdige var den larmende tavshed fra omgivelserne. Ingen overhovedet kommenterede det, bortset fra lægen, der overbragte mig beskeden om den lilles død. Jeg var totalt alene i min sorg, og jeg følte, at omgivelserne reagerede, som om jeg havde begået en forbrydelse.

Men der var dog en enkelt bekendt, som sendte mig et brev, mens jeg lå på hospitalet. Hun skrev, at hun lige havde hørt om en kvinde, der havde mistet sit femårige barn. I sammenligning med den situation var mit tab ikke så stort, mente min bekendt, for jeg havde jo ikke nået at lære mit barn rigtigt at kende!

Det eneste, der er at gøre, er at ryste på hovedet af mennesker, der opfører sig på den måde!

Mange hilsner

Kameliadamen

slettet20329

jeg takker for jeres svar, det er en trøst at vide at det ikke bare er mig som bliver såret, og selv om man har den alder som man har.
Så gør det meget ondt, når det nu var sådan noget man havde håbet på, og at det så bliver noget helt andet end man havde regnet med.