samarbejde om børnene
Jeg er alene med mine 3 børn, hvoraf de to store har samme far. Han flyttede fra os for 12 år siden, da børnene var hhv 3 og 5 år.
Vi har fælles forældremyndighed men børnene bor fast hos mig. Det var en aftale deres far selv var indstillet på, dengang vi gik hver til sit.
Jeg har i alle årene givet ham maximal indflydelse på børnenes liv. Både pga jeg respekterede hans ønske om at følge dem tæt og være "med-opdrager" og ikke bare legeonkel hver 2. weekend, som mange andre fædre må tage til takke med. Men også fordi, jeg respekterer at børnene jo elsker ham og de har behov for at se ham.
Det har faktisk fungeret rimeligt godt. Rimeligt.. For jeg har ædt mange kameler i de år der er gået. Den indflydelse han har haft lov at have på børnenes dagligdag, har af og til været grænseoverskridende for mig, på den måde, at jeg har følt, at han skulle være med til at styre hvordan vi levede vores liv herhjemme.
Så længe tonen har været god og børnene har følt at vi var enige og stod sammen om beslutninger, synes jeg det har været en fordel. Men de gange hvor vi netop har haft svært ved at blive enige, har det været rigtig træls.
Og alligevel har jeg gennemført det.. Han har nemlig en vis evne til at argumentere og vende og dreje tingene, så jeg ender med at føle, at det er mig der er galt på den og at han har ret.
Han vader over min grænse ved at overrumple mig og først når det er for sent, indser jeg, at jeg ikke er enig.
Det er svært at forklare, men jeg føler mig lidt som i nettet hos en psykopat, der kan vende og dreje sine argumenter og pasificere sin modstander, fordi han er overbevisende i sin måde at fremture med sine argumenter og han er meget tydelig i sine holdninger. Når jeg siger psykopat, skyldes det at der altid er et element af uforudsigelighed med. Han kan nogle gange (især hvis han er vred) modsige sig selv helt vildt, men pga ordstrømmen opdager man det først bagefter.. Det har taget mig rigtig lang tid at finde ud af, at det er en bevidst strategi han bruger med at småråbe og afbryde, så han kan pasificere sin modstander.
Han gør det også overfor børnene, der stadig ligger under for hans, til tider, urimelige opførsel og krav. De gør ikke nævneværdigt oprør, når han er i det hjørne overfor dem.
Det skal selvfølgelig siges, at de første flere år vi var fra hinanden egentlig gik ret fint. Det er først nu, hvor jeg ser i bakspejlet, at jeg overvejer, om jeg har gjort det rigtige ved at have ham så tæt involveret. Jeg er selvfølgelig blevet mere moden med alderen og ser tilbage på, at han har blokkeret for deres udvikling ved at stritte i mod, når jeg synes børnene skulle "udfordres" med fx. fritidsinteresser eller efterskole. Han kan overhovedet ikke se de større perspektiver i, at børn udvikler sig når man som forældre hjælper dem i gang med at afprøve nye ting.
Hvis børnene ikke har lyst, så skal de ikke, mener han. Ergo, så sker der ingenting, og der røg den udvikling.
Det seneste han har fundet på, for nogle måneder tilbage er, at vi nu kun skal tale sammen via børnene. Han har bedt mig om, at lade være at henvende mig, med mindre det er strengt nødvendigt (jeg henvender mig KUN når jeg er nødt til det), og det ska så helst foregå via børnene.
Jeg synes de tages som gidsler, for selvom de er store nu, så har de følelser indvolveret og det er ikke i orden, at de skal rende med oplysninger mellem ham og mig.
Jeg bliver faktisk helt vildt hidsig over det, netop pga jeg føler mig talt ned til af ham. Og jeg har ikke bestilt andet end være overflink i alle årnene og har jo dybest set ikke fået en skid ud af det. For få måneder siden råbte og skreg han mig ind i hovedet i telefonen over en sag han hvor han følte jeg havde holdt ham udenfor. Siden dengang har jeg simpethen tabt al respekt for ham. Hans metode med at råbe og skrige hver gang noget går ham imod, har han brugt så mange gange at den ikke virker på mig længere. Desværre kan han stadig styre børnene med sine udbrud (selvom de heldigvis kun opstår med måneders mellemrum). De står skoleret på stedet.
Jeg tænker bare, at han har for meget magt. Hvad ville der ske, hvis jeg ignorerede ham og hans evindelige kæften op om fælles forældremyndighed? Der er stadig nogle år til den sidste bliver 18.
Hvor langt gælder den fælles forældremyndighed når det kommer til stykket??
Jeg kan bare mærke at jeg har sådan et behov for at tvære ham ud, om ikke andet så verbalt efter at have været flink og forstående for hans behov for indflydelse. Og så opfører han sig alligevel som en røv, nedladende og irettesættende, når jeg har været nødt til at kontakte ham.
Jeg må indrømme, at det er rigtig svært ikke at flade i grøften med at kritisere ham overfor børnene. Det er for billigt at gøre, men bare så nærliggende, fordi jeg føler mig så trådt på.
Hvad gør alle i andre med jeres mere eller mindre modbydelige ex`er, som I skal samarbejde med om børnene? For jeg er jo ikke den eneste der sidder med det problem.
Vi har fælles forældremyndighed men børnene bor fast hos mig. Det var en aftale deres far selv var indstillet på, dengang vi gik hver til sit.
Jeg har i alle årene givet ham maximal indflydelse på børnenes liv. Både pga jeg respekterede hans ønske om at følge dem tæt og være "med-opdrager" og ikke bare legeonkel hver 2. weekend, som mange andre fædre må tage til takke med. Men også fordi, jeg respekterer at børnene jo elsker ham og de har behov for at se ham.
Det har faktisk fungeret rimeligt godt. Rimeligt.. For jeg har ædt mange kameler i de år der er gået. Den indflydelse han har haft lov at have på børnenes dagligdag, har af og til været grænseoverskridende for mig, på den måde, at jeg har følt, at han skulle være med til at styre hvordan vi levede vores liv herhjemme.
Så længe tonen har været god og børnene har følt at vi var enige og stod sammen om beslutninger, synes jeg det har været en fordel. Men de gange hvor vi netop har haft svært ved at blive enige, har det været rigtig træls.
Og alligevel har jeg gennemført det.. Han har nemlig en vis evne til at argumentere og vende og dreje tingene, så jeg ender med at føle, at det er mig der er galt på den og at han har ret.
Han vader over min grænse ved at overrumple mig og først når det er for sent, indser jeg, at jeg ikke er enig.
Det er svært at forklare, men jeg føler mig lidt som i nettet hos en psykopat, der kan vende og dreje sine argumenter og pasificere sin modstander, fordi han er overbevisende i sin måde at fremture med sine argumenter og han er meget tydelig i sine holdninger. Når jeg siger psykopat, skyldes det at der altid er et element af uforudsigelighed med. Han kan nogle gange (især hvis han er vred) modsige sig selv helt vildt, men pga ordstrømmen opdager man det først bagefter.. Det har taget mig rigtig lang tid at finde ud af, at det er en bevidst strategi han bruger med at småråbe og afbryde, så han kan pasificere sin modstander.
Han gør det også overfor børnene, der stadig ligger under for hans, til tider, urimelige opførsel og krav. De gør ikke nævneværdigt oprør, når han er i det hjørne overfor dem.
Det skal selvfølgelig siges, at de første flere år vi var fra hinanden egentlig gik ret fint. Det er først nu, hvor jeg ser i bakspejlet, at jeg overvejer, om jeg har gjort det rigtige ved at have ham så tæt involveret. Jeg er selvfølgelig blevet mere moden med alderen og ser tilbage på, at han har blokkeret for deres udvikling ved at stritte i mod, når jeg synes børnene skulle "udfordres" med fx. fritidsinteresser eller efterskole. Han kan overhovedet ikke se de større perspektiver i, at børn udvikler sig når man som forældre hjælper dem i gang med at afprøve nye ting.
Hvis børnene ikke har lyst, så skal de ikke, mener han. Ergo, så sker der ingenting, og der røg den udvikling.
Det seneste han har fundet på, for nogle måneder tilbage er, at vi nu kun skal tale sammen via børnene. Han har bedt mig om, at lade være at henvende mig, med mindre det er strengt nødvendigt (jeg henvender mig KUN når jeg er nødt til det), og det ska så helst foregå via børnene.
Jeg synes de tages som gidsler, for selvom de er store nu, så har de følelser indvolveret og det er ikke i orden, at de skal rende med oplysninger mellem ham og mig.
Jeg bliver faktisk helt vildt hidsig over det, netop pga jeg føler mig talt ned til af ham. Og jeg har ikke bestilt andet end være overflink i alle årnene og har jo dybest set ikke fået en skid ud af det. For få måneder siden råbte og skreg han mig ind i hovedet i telefonen over en sag han hvor han følte jeg havde holdt ham udenfor. Siden dengang har jeg simpethen tabt al respekt for ham. Hans metode med at råbe og skrige hver gang noget går ham imod, har han brugt så mange gange at den ikke virker på mig længere. Desværre kan han stadig styre børnene med sine udbrud (selvom de heldigvis kun opstår med måneders mellemrum). De står skoleret på stedet.
Jeg tænker bare, at han har for meget magt. Hvad ville der ske, hvis jeg ignorerede ham og hans evindelige kæften op om fælles forældremyndighed? Der er stadig nogle år til den sidste bliver 18.
Hvor langt gælder den fælles forældremyndighed når det kommer til stykket??
Jeg kan bare mærke at jeg har sådan et behov for at tvære ham ud, om ikke andet så verbalt efter at have været flink og forstående for hans behov for indflydelse. Og så opfører han sig alligevel som en røv, nedladende og irettesættende, når jeg har været nødt til at kontakte ham.
Jeg må indrømme, at det er rigtig svært ikke at flade i grøften med at kritisere ham overfor børnene. Det er for billigt at gøre, men bare så nærliggende, fordi jeg føler mig så trådt på.
Hvad gør alle i andre med jeres mere eller mindre modbydelige ex`er, som I skal samarbejde med om børnene? For jeg er jo ikke den eneste der sidder med det problem.
Kommentarer
Ser du ....børn skal ALDRIG være talerør for deres far og mor. Det kommer der intet godt ud af !
Det virker kun negativt på børnene og de synes bare deres far og mor er endnu mere dumme og latterlige at høre på og de ønaker slet ikke at være en del af denne ballade !
JA ! Råb I bare af hinanden det er bare skide sjovt..min xkone råber altid af mig og jeg taler altid pænt til hende. Altid taler jeg pænt og det pisser hende af og så bliver hun skide sur og råber i telf.....det er måske det samme hos jer ?
Det med fællesforældremyndighed kan du godt lægge på hylden nu dine børn er så gamle for de bestemmer selv hvor de vil bo henne...så du får intet ud af at true børnenes far med at vil have den fulde myndighed over dem, og hvad vil du også bruge den til nu de er så gamle ?
De bestemmer da selv hvad de vil gå til af sport og andet når de er 15 og 17 år må jeg formode ! ?
Mine børn er 10 - 15 - 17 år og de kan få lov at bestemme selv hvad de vil gå til !
Det skal siges at jeg bor alene med alle 3 børn så jeg ved godt hvad det vil sige at have en tosset x, men her er det bare kvinden der ikke er normal !
MVH
Benny
Nej, man skal ikke involvere børnene i sine konflikter, men børnene er altså gamle nok nu til at få at vide, at I ikke nødvendigvis er helt enige i alt, hvilket de med stor sandsynlighed nok allerede er fuldt ud klar over. Deres far er nu der, hvor netop han ønsker de skal involveres, derfor har han også nu fået lukket op for, at du kan få en god og fornuftig snak med dine børn om rimeligheden i, at de skal være jeres "talerør". Jeg synes sådan set heller ikke, det er urimeligt, at du får talt med dem om, hvad der foregår. I er deres forældre - de er også gamle nok til at få at vide, hvorfor I gik fra hinanden, og at I ikke er enige om, hvordan og hvorledes mht. til dem og deres opdragelse. Jeg er enig i, at man ikke skal svine den anden til, men du kommer nok langt, hvis du på saglig måde kan forklare dem tingene, og mon ikke de for længst har gennemskuet deres far, hvis han er lidt af en distanceblænder?
Jeg vil dog mene, at når børnene er så gamle, som de er, så burde der vel ikke være det store, der skal aftales mere - de bestemmer da selv, om de vil gå til håndbold, badminton eller sang, dog skal de naturligvis være bekendt med de økonomiske rammer inden for alt det, de gerne vil - og der ved jeg naturligvis ikke, hvilke aftaler du og din eksmand har mht. hvem, der betaler hvad.
Tak for jeres svar. Da jeg skrev indlægget trængte jeg til luft, så det blev ganske langt og måske ikke så præcist. Det er sin sag at koge års samarbejde og mere eller mindre dårlige mønstre ned til et indlæg på nogle få passager
Jeg mener bare, at holdningen med at give op eller dømme ting ude, inden man overhovedet er startet på det er så grundlæggende forkert, og det er dét jeg frygter han har lært dem, gennem de holdninger han har.
Men det er for sent at ændre på den påvirkning han har udsat dem for nu. Det er den frustration jeg lige skal have placeret.
Og hr Larsen, jeg hylder dit princip om ikke at råbe tilbage. Det fører inter som helst brugbart eller godt med sig. Det volder mig ingen besvær at lade være. Faktisk har jeg tænkt at jeg må have mistet noget passion i årenes løb, for jeg har svært ved at fremtvinge raseri i den målestok. Jeg ved ikke helt om jeg skal være glad for min manglende evne til at tabe selvbeherskelsen. Jeg kan jo se hvordan han formår at styre sine omgivelser langt hen ad vejen med sine vanvidsudbrud og verbale overfusninger. Børnene står som sagt ret, når han af og til ruller sig ud overfor dem.
Jeg synes dog det er træls hvis jeg bliver opfattet som en dørmåtte han kan skabe sig overfor, uden det får konsekvenser. Jeg vil grundlæggende helst den gode tone, det er lettest for alle parter - og efter min mening et forbilled på hvordan man løser konflikter ved dialog. Men det ser slet ikke ud til at trænge ind. Tvært i mod tror jeg han totalt har mistet al respekt og alt er dermed tilladt. Det er ikke en metode jeg håber børnene tager til sig..
Jeg håber du, Lotte, har ret i, at de kan gennemskue ham og forhåbentlig lægge afstand til, så det ikke ridser deres selvtillid. Det har vi talt om, og de benægter at det påvirker dem - jeg håber det er rigtigt. Heldigvis går der dog også tid i mellem. Når jeg skriver det, er det som sagt fordi, jeg synes det er voldsomt og grænseoverskridende når han er i det hjørne.
Det giver klart anledning til at tale god og dårlig konfliktløsning med børnene, så vi får sat ord på, hvad der er i orden og hvad der ikke er, når man er uenig.
Ang. forældremyndigheden, så nej, jeg ved godt, at det er alt for sent nu. Jeg trængte bare til at manifestere mig overfor ham. At trække en grænse der, for ham, er til at forstå.
Det handler mest om, at jeg har brug for at "slå fra mig". Jeg er bitter og har svært ved at tilsidesætte mig selv og min frustration over at han har fået så meget plads og indflydelse i deres liv og alligevel opfører han sig som en led stodder. Andre fædre bliver nærmest hægtet af allerede ved skilsmissen. Ikke en model jeg overhovedet hylder, men jeg kan ikke lade være at tænke, om der ville have været mere ro og sammenhæng i mine børns liv uden al hans indblanding.
Det er for sent nu, det ved jeg, men som sagt trængte jeg til at få luft, fordi jeg vedvarende slås med dårlig samvittighed over, at jeg måske har prioriteret galt ved at lade hans indflydelse fylde så meget.
Tak fordi I læste og tak for jeres svar
I har skiltes og du har stadig set over dine egne behov og ladet børnene have deres far i deres liv.... Det er der ikke mange der kan...
Synes du kan være stolt af dig selv og din beslutning....
Det er jo ham der er en idiot! Og det tror jeg da helt sikkert også børnene synes....
Min far var meget "my way or the high way" og kun hans ord der var "lov" da vi var mindre... det eneste det har "lært" mig er at det præsic er sådan jeg ikke vil være!!
Så med din indflydelse på dine børn tror jeg de godt kan se din ex-mands "fejl" om man så må sige....
Du kan bare klappe dig selv på skulderen over du gjorde "det rigtige"..... Og ligge det bag dig ....