Indstillinger
Har tit meget svært ved at tage mig sammen
Hej med jer..
Jeg er 36 år, bor i lejlighed i et rækkehus med min mand og vi har sammen 2 børn på 12½ og 11 år, som ikke bor hjemme for tiden, fordi der er følelsesmæssige problemer/sen udvikling af den mindste og kun en lille smule følelsesmæssig problemer med den store i forhold til den lille..
Men det handler ikke lige om dem, men om mig selv..
Jeg har i den senere tid ikke kunnet tage mig sammen til noget som helst, jeg sover tit dårligt om natten, kan ikke rigtigt komme op om morgenen, har ingen følelser overfor min mand overhovedet og har slet ikke lysten til sex, kan ikke lide mig selv for tiden, jeg føler jeg tit er overflødig og at ingen kan lide mig heller ikke min mand og når jeg skal ud at handle sørger jeg så vidt muligt for at få det gjort lige efter de åbner og helst 1-2 gang om ugen, da jeg ikke kan klare alt for mange mennesker om mig og jeg har tit tankerod altså kaos i hjernen og kan ikke huske særlig godt og mister tit interessen for forskellige ting..
Lige for tiden sidder jeg tit ved pcen og spiller eller leger og kæler med vores kat eller bare sover det meste af dagen og har tit hovedpine samt føler mig altid træt og sløv og jeg føler at jeg ikke rigtig har noget ordentligt at leve for, kun i de weekender og ferier vi har pigerne i samt jeg kan ikke holde ud at have manden hjemme alt for lang tid af gangen, da jeg føler han tit fylder for meget for mig, dvs jeg kan ikke rigtig rumme ham..
Jeg har det også somom der er noget inden i mig som er ved at dø/visne om det er kærligheden til manden eller hvad det er ved jeg ikke endnu, men jeg ved ihvertfald at pigerne og katten er mit et og alt her på jorden og at det nok er godt for dem de kun er hjemme i få perioder af gangen, for jeg føler ikke jeg får ret meget støtte af min mand til daglig med noget som helst..
Det skal lige siges at jeg faktisk aldrig har haft det særlig godt med mig selv og da slet ikke mens jeg gik i skole..
Jeg har tit fået røvfulde af min far og min mor kunne ikke rigtig overskue at have både jeg og min storebror, så hun har jo nok kommet til at svigte mig lidt eller meget, da jeg var lille og jeg krævede nok også alt for meget opmærksomhed, så hun kom til at gøre så jeg bare passede mig selv, nå ja jeg er også født ca 1½ måned før tid om det har virkning ved jeg ikke osv osv.
Jeg stoler heller ikke på folk og da slet ikke på kommunen og andre myndigheder ang. vores børn og især ikke efter alle de sagbehandlerskift vi har haft ang. børnene, vi er oppe på nr 7-8 efterhånden og det tager på ens psyke hver gang..
Jeg er 36 år, bor i lejlighed i et rækkehus med min mand og vi har sammen 2 børn på 12½ og 11 år, som ikke bor hjemme for tiden, fordi der er følelsesmæssige problemer/sen udvikling af den mindste og kun en lille smule følelsesmæssig problemer med den store i forhold til den lille..
Men det handler ikke lige om dem, men om mig selv..
Jeg har i den senere tid ikke kunnet tage mig sammen til noget som helst, jeg sover tit dårligt om natten, kan ikke rigtigt komme op om morgenen, har ingen følelser overfor min mand overhovedet og har slet ikke lysten til sex, kan ikke lide mig selv for tiden, jeg føler jeg tit er overflødig og at ingen kan lide mig heller ikke min mand og når jeg skal ud at handle sørger jeg så vidt muligt for at få det gjort lige efter de åbner og helst 1-2 gang om ugen, da jeg ikke kan klare alt for mange mennesker om mig og jeg har tit tankerod altså kaos i hjernen og kan ikke huske særlig godt og mister tit interessen for forskellige ting..
Lige for tiden sidder jeg tit ved pcen og spiller eller leger og kæler med vores kat eller bare sover det meste af dagen og har tit hovedpine samt føler mig altid træt og sløv og jeg føler at jeg ikke rigtig har noget ordentligt at leve for, kun i de weekender og ferier vi har pigerne i samt jeg kan ikke holde ud at have manden hjemme alt for lang tid af gangen, da jeg føler han tit fylder for meget for mig, dvs jeg kan ikke rigtig rumme ham..
Jeg har det også somom der er noget inden i mig som er ved at dø/visne om det er kærligheden til manden eller hvad det er ved jeg ikke endnu, men jeg ved ihvertfald at pigerne og katten er mit et og alt her på jorden og at det nok er godt for dem de kun er hjemme i få perioder af gangen, for jeg føler ikke jeg får ret meget støtte af min mand til daglig med noget som helst..
Det skal lige siges at jeg faktisk aldrig har haft det særlig godt med mig selv og da slet ikke mens jeg gik i skole..
Jeg har tit fået røvfulde af min far og min mor kunne ikke rigtig overskue at have både jeg og min storebror, så hun har jo nok kommet til at svigte mig lidt eller meget, da jeg var lille og jeg krævede nok også alt for meget opmærksomhed, så hun kom til at gøre så jeg bare passede mig selv, nå ja jeg er også født ca 1½ måned før tid om det har virkning ved jeg ikke osv osv.
Jeg stoler heller ikke på folk og da slet ikke på kommunen og andre myndigheder ang. vores børn og især ikke efter alle de sagbehandlerskift vi har haft ang. børnene, vi er oppe på nr 7-8 efterhånden og det tager på ens psyke hver gang..
Kommentarer
? Har du nogen af tale med? Jeg har selv haft og har ofte svære perioder i mit liv. Jeg har da haft rigtig god brug og kontakt til min praktiserende læge, som jeg har haft ugentlige samtaler med, Forstået på den måde at jeg har grædt, skældt ud på hele systemet osv. Hun har egentlig bare lyttet til mig, og sommetider hjælper det, man får sat focus på nogle ting. Der findes også forskellige andre behandlingstilbud, f.ex. psykolog, angst/fobigrupper/skoler. Selvhjælpsgrupper, støtteforeninger. Når man har det dårligt med sig selv, er det forfærdelig vigtigt at få noget hjælp og støtte. Og den findes. Også for dine børns skyld, en dag kommer de jo hjem igen. Og glem ikke din mand i dette, mænd er ikke altid så gode til at udtrykke deres følelser verbalt, men det betyder ikke at der ikke er nogen. Og sidst men ikke mindst, der må være en i Jeres kommune, som har det forkromede overblik. Så ofte skal man altså ikke skifte kontaktperson. Mit råd til dig vil være, at få en som kender Jer og børnene, med til samtaler med kommunen, sommetider kan et par extra ører måske høre et og andet. Måske "slå i bordet".
Der er nok ikke meget trøst i dette indlæg, men jeg fik lyst til at skrive lidt til dig. Held og lykke i fremtiden. Må det gå dig og dine bedre med tiden.
Mange hilsner fra sveskekys55
Jeg takker for dit svar og det er rart at der er nogen derude, der har villet bruge lidt tid på at læse det jeg læsser af, det hjælper utroligt meget at få læsset det af jeg har fået hobet op i mit eget hovede, for jeg kan nemlig ikke snakke med min mand om det jeg går og tænker/spekuler på, for han har desværre ikke evnen til at kunne lytte, trøste og se sine egne fejl og den slags og han har meget svært ved at slippe sine egne behov og lader tit vores andres behov til sidst..
Min mor kan jeg godt læsse lidt af det hen på, men dog ikke for meget, da hun selv har det svært psykisk og min far gider jeg ikke bruge min tid på og jeg har heller ikke så mange venner/veninder at snakke med det om, så jeg har jo ikke rigtig nogen at snakke med...
Jeg lukker mig selv inde mere mere bag de 4 vægge herhjemme jo flere nederlag jeg får ang. det hele og er nem at gøre ked af det og såret...
Ja det er faktisk meget svært kun at have sine børn hver anden weekend og i ferier og et meget stort nederlag at man har fået at vide man heller ikke duer til at passe sine egne børn som fuldtid, fordi man svigter dem jo ikke med vilje og jeg elsker dem jo overalt på jorden og ville aldrig drømme om at gøre dem noget ondt eller noget....
Jeg behøver jo ikke spørge hvem og hvad der dog har fået dig så langt ud - der kommer man jo ikke bare af sig selv.
Prøv SR Bistand ved sortedamdosseringen i København - du må og skal ud af sengen og du må og skal møde andre mennesker. Det tror jeg også du er klar over - bare det du skriver om din mand og familie får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
Det nytter sgu ikke at lege med katten vel ? Hvad venter du på ? Det er forfærdeligt det med dine børn men lige nu må du hjælpe dig selv. Hvis du kan - du må ringe til dem SR det har forskellige samtale grupper over hele landet MEN er du på medicin osv så hjælper de ikke.