Hjem Sind og psyke Ensomhed

Hvordan kommer jeg igennem bruddet?

Redigeret 9 maj, 2009, 18:12 i Ensomhed
Hej netdoktor.
Jeg er fornylig blevet forladt af min kæreste gennem 2½ år, og jeg har meget svært ved at komme igennem det. Jeg er 19 år gammel og er igang med min eksamensperiode, hvilket ikke går så godt, da jeg ikke kan glemme min gamle kæreste, - jeg får mildest talt ikke læst noget. Jeg græder næsten konstant, og jeg har ingen at dele mine problemer med. Min familie forstår mig ikke, og de bliver vrede på mig, når jeg bringer mit problem på banen. Samtidig har jeg haft nogle problemer med mine nærmest veninder, så dem er jeg heller ikke på talefod med i øjeblikket. Jeg føler mig altså meget alene, og får ødelagt min eksamen. Jeg kan ikke lade være med at kontakte min gamle kæreste, men jo oftere jeg gør dette, jo mere vred bliver han på mig, og jeg går måske med et ubevidst håb om, at vi en dag finder sammen igen. Hvordan skal jeg komme igennem dette her, så jeg både får mit humør tilbage og jeg redder mine eksamener? Jeg føler ikke, at jeg har nogle ordentlige netværker, der kan hjælpe mig igennem mine problemer. Jeg står meget alene.

På forhånd tak.
Mvh Louise

Kommentarer

  • kære ven---ja det er ikke sjov at skulle igennem denne smertefulde proces --
    lige i eksamens tiden ---måske du skulle tale med din læge om lidt hjælp----
    spørgsmålet er om du skal kontakte din eks kæreste ---du vinder ham ikke tilbage på den måde ----
    ja jeg kan godt se du er lidt ensom---er der ikke nogle af dem du er på skole med du kan snakke lidt med
    måske har du en deprission ---som du skal have hjælp til så du igen kan se lyset ----hvornår skal du op til eksamen --og hvad er det for en eksamen du skal op i----
  • Hej Louise

    Jeg ved ikke, om du regnede med, at det er Netdoktor selv, der svarer her? Det er det ikke. Du har skrevet til debatten, hvor vi brugere svarer hinanden efter bedste evne.

    Udfra det du skriver, kan jeg se, at du føler dig meget alene i verden. Men du er ikke alene. Nu kan du se: Du har skrevet herind og du har fået ialtfald to svar :-) Når man rækker en hånd ud, er der som oftest nogen, der tager den. Hvis man altså rækker ud de rigtige steder og mod de rigtige mennesker.

    Selvfølgeligt er du ked af det, når du og din ex-kæreste havde været sammen så længe. Der skal også bare gerne noget godt ind i dit liv, nogle positive ting, så du ikke bruger al din tid på at sørge. Men det er svært, når man føler sig helt alene. Mulighederne er der, når du er klar, men det kræver, at du selv anstrenger dig for at se dem.

    Det jeg skriver nu, lyder måske lidt hårdt. Men det er fordi, virkeligheden ER hård, når man er 19 år og føler, man er alene i verden. Jeg ved det, for jeg har prøvet det.

    Mange gange er vi mennesker desværre selv med til at skabe og opretholde vores problemer uden at vi ved det. Det er du også.
    Når du bliver ved med at prøve at få noget af andre mennesker, de ikke kan give, så vil de afvise dig. Du oplever det både med din familie og med din ex-kæreste. Du bliver ved med at presse dem, fordi du vil have noget fra dem, men de kan ikke give dig det, du ønsker og har brug for. I stedet for at opgive presser du dem yderligere og så bliver de vrede på dig, fordi de måske føler, at du kræver for meget af dem. Ved at kræve noget af dem, som de ikke kan give dig, er du selv med til at skabe situationer, som får dig til at føle dig mere ensom, afvist, svigtet og ked af det.

    Men hvis du holder op med at prøve at få noget af dem, som du ikke kan få, så vil det betyde, at du må stå alene med dine følelser. Men du står jo også alene med dem, når du prøver og ikke får det, du ønsker. Holder du op med at prøve, så beskytter du dig selv mod flere afvisninger og skuffelser. Det er første skridt til at komme videre.

    Men det kan være rigtigt svært at komme videre, hvis man føler sig alene i verden. Man må have ialtfald én, der kan guide en videre eller have en at følges med.
    Men det behøver ikke nødvendigvis at være en veninde, en kæreste eller familien. Der er andre muligheder. Nogle gange kan en helt udenforstående faktisk være bedre at tale med. Derfor kunne det måske være en mulighed, hvis du kunne tale med f.eks. din læge om, hvordan du har det. Eller måske har I en psykolog på dit uddannelsessted? Det kan være en stor hjælp, at det er nogen, der har en dybere forståelse for mennesker. Jeg ved godt, at det kan virke umuligt, 'farligt' og grænseoverskridende men der er meget større mulighed for, at de faktisk vil forstå dig og kunne hjælpe dig bedre. Al forandring kræver selvovervindelse og man bliver meget stærkere og modigere og får mere selvtillid, når man begynder at overvinde sig selv og gør noget, man tror, at man ikke kan eller ikke tør.

    Når der lukker sig én dør, så åbner der sig en ny. Men det kan være rigtigt svært at få øje på den åbne dør, hvis man kun står og kigger på den lukkede dør og bare venter på, at den skal åbne sig igen. Eller hvis man bruger alle sine kræfter på at hamre og banke på den lukkede dør, for at få den til at åbne sig igen. Du må nok se i øjnene, at de lukkede døre ikke åbner sig igen. Det er klart, at når man finder ud af det, så bliver man rigtigt ked af det. Men i stedet for at give helt op, kan du begynde at kigge dig om efter, hvor der så er en ny dør, du kan åbne i stedet for.
    F.eks. har du jo lige åbnet en ny dør ved at skrive herinde på Netdoktor. Den dør ser helt sikkert anderledes ud, men det gør den ikke nødvendigvis dårligere. Bare anderledes :-)

    Skriv gerne igen, hvis du har lyst til det/brug for det. Du er ikke alene i verden. Heller ikke selvom det føles sådan lige nu.


    Mange hilsner og tanker -
    Helene
  • Hej Helene og solo313.

    Mange tak for jeres svar.
    Jeg skal til min anden eksamen på tirsdag, og det er engelsk. Udover dette har jeg 5 eksamener mere, og jeg er rigtig nervøs for hvordan det skal komme til at gå.
    Vi har kun haft læseferie i 3 dage, men jeg har ikke fået læst så meget pga. min ekskæreste. Jeg forsøger at aflede mine tanker og tænke positivt men lige i øjeblikket er det faktisk umuligt. Jeg tror bruddet kom på det værst tænkelige øjeblik overhovedet!
    Men jeg ved godt jeg presser min familie og min ekskærste ved hele tiden at bringe problemet på bane, men jeg føler stadig at min ekskæreste er min bedste ven, og jeg føler mig også lidt svigtet af min familie.
    Det med en læge/psykolog virker meget grænseoverskridende for mig, men der er ikke så meget at gøre, hvis jeg ikke kan få mig selv til at fungere. Jeg overvejer at bestille en tid ved min studievejleder på tirsdag, og så kan hun henvise mig til skolepsykologen hvis hun ikke kan hjælpe mig.
    Jeg har forsøgt at lægge en plan over min læseferie, men indtil videre har jeg slet ikke holdt mine planer. Jeg forstår slet ikke hvad min selvdisciplin er blevet af.

    Vh. Louise
  • Hej Louise

    Ja, der kan vist ikke være nogen tvivl om, at bruddet er sket på det værst tænkelige tidspunkt. Det er da godt nok noget af en mundfuld, du står med.
    Det er frygteligt svært at koncentrere sig om noget 'ydre', når der er så meget 'indre', der ikke er styr på. Det fylder alt for meget.

    Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men det må jo gå, som det bedst kan med din eksamen. Det er altid godt at have en plan B i baghånden og også helst en plan C. Kan det evt. være en mulighed at gå op til sygeeksamen, hvis det går helt galt?

    Du føler, at din ekskæreste stadigt er din bedste ven og det er et stort problem, for det giver et dobbelt tab. Derfor er det så farligt, når man satser alt på én eller to personer, man bliver alt for afhængig af dem. Men det er jo svært, når man ikke har noget rigtigt netværk, så bliver det let nogle enkelte personer, der skal dække alle ens behov. Dermed bliver man ekstra alene, når det så ikke holder. Og chancen for, at det ikke holder bliver meget større, for man kommer let til at have for store krav og forventninger, når nogle enkelte mennesker skal udfylde alle roller i éns liv.
    Så der er mange grunde til at arbejde med de problemer, der er årsag til, at du ikke har noget netværk. Det er vigtigt, at den del af livet fungerer rimeligt godt.

    Selvfølgeligt må du føle dig svigtet af din familie, når de ikke forstår dig og ikke kan rumme dine følelser. Men det er ikke alle mennesker, der rummer følelser så godt. Som sagt opnår du bare ikke noget godt for dig selv, når du forsøger at få andre til at give noget, de ikke kan give. Så kommer du bare til at føle dig mere alene og ensom.

    Jeg synes, det lyder rigtigt godt og fornuftigt, hvis du får bestilt en tid hos din studievejleder og måske får en henvisning til skolepsykologen. Jeg tror, at det er vigtigt, at du får gjort noget her inden sommerferien, så du kan føle, at der sker ét eller andet.
    Jeg ved, at det kan være vildt grænseoverskridende at søge hjælp udefra og skulle åbne sig for en fremmet men senere, kan det sagtens være, at du føler, at det var det bedste du nogensinde har gjort for dig selv. Det kan hjælpe SÅ meget.
    Som et gammelt ordsprog siger: 'Det er ikke den, der overvinder andre, der er stærkest. Det er den, der overvinder sig selv'. Skal man have det bedre, kræver det altid, at man gør noget, der virker grænseoverskridende og kræver selvovervindelse. Det er angstfremkaldende, men når man gør noget, man faktisk ikke kan eller tør, så får man mere mod, mere styrke og mere tro på sig selv.

    Du forstår ikke, hvor din selvdisciplin er blevet af? Den er nok blevet skubbet midlertidigt i baggrunden, fordi der er noget andet der er vigtigere lige nu. Selvdisciplin kan være udmærket men når der er problemer, der fylder så meget, så er det nok ikke selvdisciplin, du har brug for. Du har brug for noget, der kan hjælpe dig til at løse problemerne, så du kan få det bedre og det sker ikke v.h.a. selvdisciplin, tværtimod.

    Men som sagt - timingen er helt bestemt dårlig men den slags bestemmer man jo desværre ikke selv.


    Mange hilsner Helene
  • Jamen du har helt så ret i at det er farligt at satse på så få personer.. For egentlig havde jeg kun ham og så tre rigtig tætte veninder, og som sagt har jeg jo mistet alle dem nu. Og der er et eller andet sted gået et lys op for mig nu efter jeg har læst dit svar. Jeg har selvfølgelig krævet alt for meget af ham. Han er kun 21 år, og han gik nærmest hen og blev min ægtemand, der ikke fik noget frihed, fordi han skulle udfylde alle mine behov. Det er forfærdeligt at se fejlen i øjnene, men så kan jeg da forsøge at arbejde med videre herfra.
    Jeg har det allerbedst når jeg er sammen med mennesker, for så tænker jeg ikke rigtig over bruddet, så jeg frygter meget her på mandag, hvor hele min familie tager på arbejde og jeg skal sidde med mine tanker selv :( .

    Vh. Louise
  • Hej Louise

    Jeg er glad for, at der gik et lys op for dig, da du læste det, jeg skrev.
    Jeg ved godt, at det føles forfærdeligt at se i øjnene, at man selv har været en del af årsagen til, at tingene gik skævt men det er kun derigennem, man kan finde en mening med tingene. På den måde kan man lære noget af sine erfaringer, så det ikke sker igen. Hvis ikke du fandt ud af det nu, kunne du risikere at gentage det samme mønster mange gange endnu. Så kunne du måske om 10 år stadigt sidde og ikke kunne forstå, hvorfor du altid endte med at blive forladt.

    Det handler ikke om, at du har lavet nogen 'fejl'. Du har ikke gjort andet end det, rigtigt mange mennesker gør. Det virker ikke for nogen. Du har bare været så heldig, så du allerede i en ung alder har fundet ud af, at det ikke fungerer særligt godt. Nogen finder aldrig ud af det.
    Hvis man kigger på de forhold der lykkes bedst, så er det forhold, hvor parterne også har hver deres selvstændige liv og hvor de har tillid til, at de alligevel er sammen. Forhold hvor begge parter gør noget hver for sig men også noget sammen. Når begge parter har et godt liv ved siden af parforholdet, så har de også meget mere at give hinanden, når de er sammen. Så kan begge parter give forholdet ny positiv energi og glæde.
    Det er nok ikke et sådant forhold man opnår let eller i en tidlig alder, for det kræver, at man har det rimeligt godt med sig selv og derfor også med andre. Men det kan være meget godt at have det i baghovedet.

    Det kan både være godt og skidt, hvis man bruger andre mennesker som en flugt fra problemerne. Godt, fordi man også har brug for et pusterum og for at tænke på noget andet. Skidt, hvis man så altid får skubbet problemerne væk, for så får man aldrig løst dem.

    Du gruer allerede nu for på mandag.
    Måske kan du lægge en plan for, hvordan du bedst klarer dagen?
    Hvis du har en plan på forhånd, så bliver du ikke 'overfaldet' af følelserne, når du er alene, for så har du forberedt dig.

    Hvad kan gøre dig glad? Hvad kan du lide at beskæftige dig med? Hvad nyder du? Kan du lide at være ude?

    Mit forslag er, at du sætter et bestemt tidsrum af først på dagen til at tænke over tingene. Hvis du bliver ked af det, så er det helt okay. Følelserne skal have lov at komme ud, ellers sætter de sig i kroppen og bliver til noget hårdt, der gør ondt derinde. Hvis det føles bedre for dig, kan du måske skrive om det hele. Eller male det. Hvad der nu føles bedst. Det vigtige er, at de sorte følelser får lov at komme ud.

    Når tiden så er gået, så tager du f.eks. et bad og så gør du det gode for dig selv, du på forhånd havde fundet ud af (som nævnt ovenfor).

    Når du på den måde både har givet dig selv tid og lov til både at have det dårligt og have det godt, så har du MÅSKE fået så meget luft i hoved og krop, så der kan blive plads til at læse lektier, gøre rent eller noget andet dagligdags.

    Måske kan det være en idé at lave et sådant program 'program' eller en plan, der kan få dig til at komme igennem mandagen på en måde, der ikke er helt dårlig. Så tager du selv kontrol over situationen i stedet for, at den kontrollerer dig.

    Mange hilsner Helene
Log in eller Registrér for at kommentere.