Hjem Sind og psyke Ensomhed

Hvor pokker skal vi slå rødder?

Redigeret 20 februar, 2009, 06:57 i Ensomhed
Hej

Jeg er en okay sund og rask kvinde på 32 år, dejligt gift og mor til 2 piger på 2 og 4 år.
Jeg tror jeg er nået en form for identitetskrise, og aner ikke hvor min selvtillid er blevet af.

Vi flyttede for 2 år siden til Kalundborg, fordi vi begge (min mand og jeg) arbejdede dér og dermed ville få mere tid med børnene.
Vi er meget sociale og elsker at være sammen med især min familie (bestående af 2 gifte forældre og 3 søskende).
Efter 2 år i Kalundborg, meget alene med os selv, havde vi besluttet at flytte tilbage til Næstved, hvor jeg kommer fra og hvor 2 af mine søskende og mine forældre hele tiden har boet.
Vi syntes vi havde truffet den rigtige beslutning, min mand er begyndt at studere, og det ville godt kunne fungere at jeg pendler til mit arbejde imellem de 2 byer.

Mens vores hus står til salg har mine forældre pludselig besluttet at flytte til Kbh. i et år (hvor min sidste søskende bor, som netop har fået sit første barn). De sagde at det bare var noget de skulle prøve i et år, og at det sikkert kom til at passe at vi flyttede tilbage til Næstved samtidig.
Nu har de forlænget 'opholdet' i Kbh. og jeg tvivler faktisk på at de kommer tilbage. Mine 2 tilbageværende søskende i Næstved, har pludselig også planer om at flytte til Kbh. hver især af deres grunde, men hvad så med os?

Alt er bare på 6 mdr. gået fra "Ih hvor vi glæder os til at få familien samlet og få en hverdag sammen" til -hvor blev de alle sammen af?
Jeg føler mig simpelthen så forladt og ked af det, og ved ikke hvad jeg skal gøre af de følelser. Jeg kan på en måde godt forstå at de skal leve deres liv, hvor de vil, og har jo heller ikke den magt, at kunne bestemme hvor andre skal bo. Men det ændrer bare ikke på, at jeg føler mig snydt og nedprioriteret i en sådan grad, at jeg hverken har lyst til at være sammen med dem eller på nogen måde kan glæde mig på deres vegne.

Min mand og jeg har boet flere steder, og vil nu bare gerne slå rigtige rødder et sted. Ikke mindst for vores børns skyld, men også for vores egen.
Vi ved bare ikke længere HVOR og vi ved heller ikke hvorfor.
Hvordan kan jeg finde glæden igen? Hvordan kan vi træffe den rigtige beslutning? -Og hvordan kommer vi til at tænke oknstruktivt omkring, hvad det er der er vigtigt for vores beslutning.
Jeg kan mærke at jeg er på randen af en depression, og jeg mangler virkelig nogle redskaber til at se fremmadrettet og til at finde ud af, HVOR DET ER VI SKAL SLÅ RØDDER.

Er der nogen der har erfaring?
Venligst

Kommentarer

  • Hej...

    Ja, jeg har nogle erfaringer omkring de ting, du skriver, så jeg vil prøve at komme med et in-put.

    Det lyder som om, at du/I er meget afhængig af din familie? Har du/I svært ved at skabe kontakt til andre mennesker udenfor familien? Afhængighed er noget ganske andet end tilknytning. Tilknytnng er en følelse i hjertet, som skaber frihed og nye muligheder - afhængighed er skabt af frygt og holder én fanget.

    Det er klart, at hvis du er meget afhængig af din familie, så må det føles som et svigt og give en 'Palle-alene-i-verden' følelse, når familien 'forsvinder' fra dig. At de flytter væk, ville ikke være noget problem, hvis du selv havde et godt, glad, trygt liv med andre relationer og alligevel følte, at du til enhver tid, havde et trygt fundament hos din familie - om de så var 1000 km væk.

    Ved at familien flytter væk, bliver du pludseligt opmærksom på, at du/I har et problem. Men problemet er for mig at se ikke, at de flytter væk. Problemet er, at du/I er afhængige af dem og ikke ved, hvordan I skal klare Jer uden dem. Mange gange er det sådan her i livet, at der skal nogle smertefulde hændelser til, før vi ser problemerne i øjnene og begynder at arbejde på en tiltrængt forandring. Sådanne smertefulde oplevelser kan være præcist det, vi har brug for, så vi kan få løst problemerne og derved få skabt os et bedre liv.
    Man kan altså prøve at finde gaven i de slag vi får igennem livet. Gaven i dette kunne være, at du får muligheden for at udvikle dig, klippe navlestrengen til familien og udvikle et selvstændigt, voksenliv. Nogle gange er livets gaver bare så grimt pakket ind, så vi smider dem væk og slet ikke vil pakke gaven ud. Derved opdager vi ikke, at gaven indeholder præcist, hvad vi har brug for. 'Enhver gave vi ikke tager imod, bliver en forbandelse' (citat Paulo Coelho, 'Alkymisten').

    Du spørger bl.a. hvordan du finder glæden igen og hvordan I kan komme til at se konstruktivt på de ting, der sker.
    Det er hårdt arbejde, for følelserne står i vejen. Hvis du altid har været meget bundet til og afhængig af din familie, kan det betyde, at du ike har udviklet megen følelsesmæssig selvstændighed og har haft svært ved at knytte dig til andre mennesker. Det betyder formentligt, at du følelsesmæssigt lukker andre ude og at kun samværet med familien føles trygt og 'rigtig' og kan fylde dig helt.

    Glæden, tror jeg kun, at du kan finde, hvis du kan få fat i følelsen af og en forståelse af, at din families flytning væk fra Jer, faktisk er det bedste, der kunne ske. For derved bliver du/I frie og får en chance for at stå på egne ben og udvikles som voksne, selvstændige mennesker. Det er op til Jer selv, hvordan I vil håndtere denne frihed - om I vil skræmmes af den og lukke Jer inde, eller om I vil tage imod den og udforske de nye muligheder.
    Kan I give Jer selv lov til at få fat i følelsen af, at det faktisk er en gave, der giver Jer uendelige nye muligheder? Og kan du give dig selv lov til at få fat i modet til at udforske dem og bryde de gamle mønstre og mærke usikkerheden og magien i at skulle gøre noget helt nyt og anderledes - med et åbent hjerte og åbent sind? Afhængighed er ganske vist trygt, men det er også ufrihed. Når man er afhængig af at holde fast i noget, så fastlåser man sig selv og har ikke øje for andet end, at man bare ikke må miste. Men når der lukker sig en dør, så er der mindst én anden, der åbner sig - det gælder bare om at få øje på den - og turde gå ind af den.

    Lige nu er du/I fokuseret på det, I mister. I stedet må I flytte fokus hen på det, I får i stedet. De muligheder, der åbner sig, hvis I er åbne for at tage imod dem. De nye muligheder skal ikke være en erstatning for din familie - for familie er familie. Det skal være som et supplement og kan skabe grundlaget for en ny, friere og mere voksen måde at være til stede i livet på. Det lyder som om, at du/I ikke har megen selvstændig identitet udenfor familien. Men du og I er så meget mere og andet end din familie. Hvis familien har defineret dig/Jer, så skal I nu til at finde ud af, at definere Jer på en anden måde og det er en længerevarene proces.

    Livet er fyldt med muligheder, tilbud og ting der kan give glæde. Hvis man ikke kan få øje på dem, eller ikke føler, at det er muligheder for én selv, så er det fordi, éns følelser spænder ben. Der er nogle følelser, der står imellem alle de gode muligheder og én selv. Ved at blive klar over, hvad det er for følelser og blokeringer, man har, kan man begynde at forandre dem. Nogle gange kan man nå langt nok på egen hånd, andre gange kan det være nødvendigt at få psykologisk eller terapeutisk hjælp til denne proces.

    Kærlighed er at kunne give slip og vide, at den altid vender tilbage til én. Afhængighed får én til at holde fast og dermed kvæler man kærligheden.

    Jeg håber, at du og din egen nuværende familie, finder den rigtige vej.

    P.S.: Måske kan du have glæde af at læse bogen: 'Kvinder der elsker for meget'.


    Mange hilsner Helene
Log in eller Registrér for at kommentere.