Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Selvfølgelig forstår jeg dig, men kan selvfølgelig kun gå ud fra, hvad du skriver. Jeg kan jo ikke sætte mig ind i hele dit liv.
Jeg blev skilt fra mine børns far, da de var 12 og 14 år – de er voksne nu, 24 og 26 år og har deres eget liv.
De har også en ikke så rar ting med fra deres far. De har begge denne ”jeg er klog og du er dum”- holdning med, som er dybt ubehagelig. Deres far fik næsten undergravet min selvtillid med det. Jeg har kæmpet med mine børn, og gør det stadig – men de der stikpiller kommer jævnligt, og jeg bliver ked af det.
Så nej, jeg er ikke bare en eller anden ”frelst” som har alle de ”kloge” ting med mig. :-) Og – jeg har ikke nødvendigvis ret. Hvis du kan bruge nogle af mine råd, så prøv, men selvfølgelig kan jeg ikke garantere for resultatet.
Men – jeg siger fra overfor mine børn, når det sker, og jeg har gjort det hele tiden, og her tror jeg forskellen er på os to. Jeg tror, din søn fuldstændig er klar over, hvor meget han kan køre rundt med dig, netop fordi din kærlighed til ham er en selvfølgelighed. Ligegyldigt, hvad han gør, så vil du stadig være der for ham, derfor er det også for ham ligegyldigt, om han gør dig glad.
Jeg tror nok, jeg egentlig vil råde dig til at prøve, om du kan få noget professionel hjælp til at takle – ikke ham – men dig selv.
Jeg er ikke helt sikker på, at den måde, du viser din kærlighed til ham på, er særlig god for ham. Kærlighed er ikke nødvendigvis en selvfølge – kærlighed skal man gøre sig fortjent til. Og - ”fy for pokker”, tænker du nu, kærligheden til sine børn er betingelsesløs, og det er den også, men du giver ham jo ikke de bedste kort på hånden, når han en gang skal finde sin livsledsager.
Jeg foreslog et brev; du er nogenlunde klar over, hvordan han vil reagere – ja, så er det jo ikke et brev, nu er du inde på, at han måske er i kontakt med noget narko.
Jeg synes, du skal prøve at få noget professionel hjælp til at takle alle disse problemer.
Varme tanker
Jeg ved så ikke om jeg skyder spurve med kanoner..eller om det bare er vort forhold der er dårligt. Tak, for de gode råd jeg har fået her mht til at tackle ham.
En mor
Jeg besøger ham hver uge. Min såkaldt kristne mand har jeg måttet insitere hårdnakket på at han også besøger sin søn - men "han har ikke tid" ...og "det er dyrt" han bor i en kristen base i Sverige og ønsker ikke rigtig at arbejde mere osv. Lyder det tosset? Ja det gør det - det lyder surrealistisk...men ikke desto mindre kan denne mand levere det så han lyder både sjov og charmerende (og tosset).
Vi var på besøg forleden min ex vores søn og mig...og jeg er så træt efter et besøg...
Min søn i fængslet ændrer opførsel når faren er med - det er der ingen tvivl om...jeg sidder ved siden af alvorlig og bekymret og høre min mand feje det af bordet med "tingene er som de er og det skal vi ikke bekymre os om nu men må forholde os til at han nu er hvor han er og han måske har godt af det her"...
Og så taler han om dengang han selv var i fængsel (for en cykelbøde..ikke noget alvorlig..men fordi han ville prøve det osv).
Det er min voksne mand på 45 år der taler her....
Jeg vil godt have vi besøgte ham som hans far mor og bror ...vi sidder to der er alvorlige og søde..og vi blir nærmest kørt ud på et sidespor af .."som vi er"..min anden søn vil være politibjent og jeg er lærer....jeg er helt alene med det her og jeg blir så ked ked ked af det ...jeg kan jo se hvordan min exmand med sin vanvittige opførsel / han har aldrig kunnet etablere sit eget efter skilsmissen ..men har konstant skulle være i gruppe med andre ..har præget min søn.
Jeg elsker min søn(ner) ham i fængsel er skarp skrap og intelligent men bestemt også kriminel. Han manger en voksen mand en rolle model og jeg er for .."svag" til at skælde min ex ud når vi kører i bil sammen på vej til besøg.
Bookede jeg ikke også ham (ex) ja så er jeg i tvivl om hvornår min søn ville se ham ...så det er mig der ordner det.
Jeg er så så så ked af det ...det her gør ondt.
Nu skal jeg nok lade være med, at gøre dig mere ked af det. Jeg ved du er ked af det og måske også fortvivlet.
Det er ikke synd for din søn, at han er kommet i fængsel. Du må komme frem til på et eller andet tidspunkt, at lade din søn selv tage konsekvensen af sine egne valg og handlinger.
Han er voksen nu, og jeg kan godt betro dig, at er der tale om narko, hvilket der tilsyneladende er, så er du oppe mod noget, du ikke magter.
Din søn vil misbruge dig, men du misbruger også dig selv.
Jeg taler af bitter erfaring.
Nu er din søn i fængsel, og du vil erfare, at din søn vil få en meget ublid behandling ind i mellem.
Det bliver du nød til at acceptere, med mindre han direkte bliver nægtet lægehjælp f.eks.
Nu skriver du ikke noget om hvad han har lavet for at være landet der.
På et tidspunkt skal han på udgang, og så vil han sikkert gerne hjem. Det kræver, at du sætter dig nogle helt klare regler for hvordan og hvorledes. Ikke noget med, at du ønsker bare et normalt forhold til din søn, det får du aldrig. Ved udgang sætter kriminalforsorgen dagsordenen, og du skal eksekvere den. Kan de ikke stole på dig, så kommer din søn ikke på udgang.
Han har sikkert ikke andre steder man godtager en udgang til.
Du skal for din del, sætte dig ind i en verden du ikke kender, hvor dine normer ikke duer, og din søn vil aldrig tage dig alvorligt, så længe han kan misbruge dig.
Jeg vil anbefale dig at benytte dig af misbrugscentrenes psykologer. De kan hjælpe dig med, at se din situation med andre øjne. De kan hjælpe dig med at sætte grænser for din søn, hvilket er meget, meget vigtigt, hvis han skal "have glæde af sit fængselsophold".
Lad være med, som mor, at blande dig i hans ophold bag tremmerne, det kan forværre hans situation, og han vil hade dig for det.
Du må tørre dine øjne, og på med vanten for at ændre dit syn på din søn, se ham som han er, ikke som du ville ønske han var.
Hilsen Linette.
"Min søn i fængslet ændrer opførsel når faren er med - det er der ingen tvivl om...jeg sidder ved siden af alvorlig og bekymret og høre min mand feje det af bordet med "tingene er som de er og det skal vi ikke bekymre os om nu men må forholde os til at han nu er hvor han er og han måske har godt af det her".."
På hvilken måde ændrer din søn opførsel?
Ærligt talt, så syntes jeg, at det lyder ganske fornuftigt hvad din eksmand siger! Tingene ER som de er, og han/I kan kun arbejde ud fra den nuværende situation.
Jeg tror ikke han mener, at I ikke skal bekymre jer om situationen; men at I ikke skal bekymre jer om det der er gået forud for det. Naturligvis ikke ment som at I slet ikke skal fundere over det, men... Det eneste I kan gøre nu er at fokusere på hvordan I kan støtte ham fremover.
Han sidder i fængsel - tager konsekvensen af sine handlinger, hvad alle har godt af - og I må finde vejen til at hjælpe ham ud af det miljø han er i og lære at kommunikere med ham.
Måske han vil være med på at have en ekstra med på bordet. Eksempelvis en psykoterapeut eller en vejleder fra fængselsvæsenet som kan hjælpe jer med kommunikationen...
Jeg kan godt se din søn i mig selv, så nu får du min historie på 5000 tegn. Brug det du kan, og smid resten væk.
Jeg er 29 i dag og har et godt liv, men sådan har det ikke altid været.
Da jeg var 15 år begyndte jeg at tage i byen med folk der var 5-6 år ældre end mig selv. De havde godt gang i den, og det fangede mig. De havde amphetamin og kokain, som vi tog de weekender vi var i byen, og vi havde det fantastisk. Jeg kom helt sikkert til at elske mit coke. Så meget så jeg ikke kunne slippe det igen. Da jeg var 17 - som din søn - var jeg meget grov. Jeg råbte af min mor, truede hendes veninder med bank, når de sagde der var noget galt, slog min onkel, bankede mine venner, og gjorde ting som jeg slet ikke kan skrive her. Til sidst gad jeg ikke være her i Danmark mere, så jeg tog til amerika for at slippe for at lave noget, og komme væk fra alt den bebrejdelse som voksede sig større og større i mine omgivelser.
Jeg havde ikke meget med derover, men en ting jeg havde med var coken, som en blind passager følger den altid den som tager det, og er altid synlig når du er afhængig. Det tog til derovre og blev til en hverdags ting, hvor jeg tog det når jeg stod op, ikke så meget, men lige nok til at få det godt. Jeg begyndte også at drikke kraftigt og kørte gennem dagen med alkohol og coke for at glemme min selv og mine følelser. Jeg kom i perioder hjem, og var ikke bedre end før jeg tog afsted. Og hvis der var noget der var ufedt var det min mor som skulle sætte mig af i lufthavnen hver gang jeg skulle tilbage.
Da jeg endelig kom hjem flyttede jeg til sydsjælland, hvor det gik totalt ud af kontrol. Min mor hende mig flere gange fra hospitaler med psykoser og hjerteanfald. Hun græd og kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke kunne tale, og blev så syg. Jeg blev ved med at tage stoffer og min mor blev mere og mere medafhængig. Det kostede omkring 1500 per dag at holde den kørende, så det skulle penge i kassen. Det kommer der gennem salg af coke, og gennem min mor. Jeg havde en bil, som jeg sagde skulle på værksted og at jeg skulle have penge til den for at jeg kunne komme rundt. Hun overførte både 20 og 60.000 kroner til mig, fordi hun som dig elskede mig og ikke kunne få sig selv til at sige fra. Min adfærd over for hende og andre ændrede sig kun til det værre, og til sidst fandt jeg mig bedst til rette med de andre inde ved marie kirken, eller på mit lille værelse som altid flød med flasker, fordi jeg drak stadig mere.
Jeg passede også min skole i en periode, så lad dig ikke snyde af det gamle nummer.
Jeg husker godt de sidste dage, jeg var 24, havde været narkoman og kriminel siden jeg var 15, og kunne ikke mere. Jeg havde ligget på gulvet på mit værelse i nogle dage, bare mig, min coke og min hospitalssprit. Jeg var så bange for ikke at vågne op hver gang jeg faldt i søvn. Jeg fandt et sted på amager, hvor jeg håbede at jeg kunne få hjælp. Det fik jeg. Dagen efter mit opkald sad jeg derinde. De kunne godt se at den var helt gal, og et per dage efter sad jeg på et fly på vej til afvænning. Det tog 9 måneders døgnbehandling før jeg - Ja jeg var vel ikke helt klar, men brød loven og blev smidt hjem. Jeg mødte så en pige, faktisk er vi gift idag. Hun har støttet mig meget. Helt slut var det ikke dog ikke. Jeg røg i igen og kom helskindet ud som 25 årig. Siden da har jeg været væk fra alt hvad der kan ændre mit sind, alkohol og stoffer.
Nu betaler jeg så tilbage. Jeg kan mærke en tåre trille når jeg tænker på den ondskab som var i mig. Jeg prøver at gøre det godt igen, prøver at føre alt dårligt over på mig, så de andre kan få et uforstyret liv. Jeg tænker dog stadig på det ødelagte i de mennesker som jeg har rørt, det som ikke kan laves igen. Den skam hjælper mig idag med at styre mit temperament og behandle folk som jeg vil behandles.
Jeg tager min mor med ud at rejse hvert år, sidste år italien, forrige spanien. I sommer har jeg bygget en kæmpe terrasse til hende, som hun elsker. Og jeg gør hvad jeg kan for at hun altid bliver sat foran nogen anden i verden.
Vi havde det sjovt med vores store biler i et par år, og alt vores coke vi solgte, men til sidst var jeg lille og bange, bange for mine følelser.
Jeg er sten sikker på at din søn tog narko, men jeg kan jo tage fejl, men tvivler nu ikke.
Jeg husker en gang min mor sagde til mig, "hvis du ikke behandler mig ordentligt så vil jeg ikke se dig mere". Det hjalp jo ikke, for jeg kunne ikke se alt det dårlige. Jeg købte bare nogle flasker rødvin til hende, tvang hende til et spil poker, tog en masse coke på hendes wc og skred med pengene.
Jeg kommer fra en lægefamilie, så det kan ramme alle. Her er vi alle ens.
For at gøre enden god skal du vide at jeg idag har et virkelig godt job, igen har råd til store biler, uden kriminalitet. Har uddannelse og er igang med en bachelor i psykologi ved siden af jobbet, så det kan lade sig gøre.
Find en pårørende gruppe, en med pårørende til narkomaner for de ved hvordan du har det!
Forældrer elsker deres unger altid og uanset.
Men når du skriver, at din mor kommer i første række hele tiden, at du betaler tilbage o.s.v., hvor er så din kone?
Den største glæde du har givet din mor er, at du har forladt stofferne og vendt tilbage til et godt liv uden kriminalitet. Det er jeg 100% sikker på er nok.
Jeg tror ikke du skal føle, at du skal "betale" noget for al den ondskab m.v. du har påført din mor. Det er nok, at du har sluppet stofferne.
Din kone og dine evt. børn må have førsteprioritet, og dine forældrer vil glædes over børnebørn o.s.v.
Nu kommer du fra et hjem der har større resourcer end de fleste. Der er du heldig. Mange der havner på stoffer er ilde stedt også i familiesammenhænge.
Jeg har selv mistet to børnebørn, fordi moderen var på stoffer. Jeg har ikke kontakt til dem.
Min søn er syg, og han boede alene med sine børn indtil "stoffernes" ondskab ramte os alle igen. Stoffernes magi har ingen grænser for ondskab, og moderen ville have hævn, fordi vores søn ikke kunne holde til at bo sammen med hende mere. Han fik forældremyndigheden.
Kommunen ville have, at moderen fik forældremyndigheden, så de fik "mere at skulle have sagt" i forhold til børnene. Det står beskrevet sådan i domsudskriftet. Det betød i praksis, at når mor fik forældremyndigheden, så var der grundlag for at anbringe børnene.
Det der undrer os er, at hele farfamilien blev børnene afskåret fra, fordi børnene skulle lære at kende deres mor. Hun har/havde al den kontakt hun ville have, trods trusler på livet mod hendes forældrer m.v. Børnene blev så også afskåret fra deres morforældrer, og har kun deres mor nu. Det var meget vigtigt.
Det forstår vi os ikke på, det synes som om, at man har lagt sagen udelukkende på moderens udsagn og løgnene fortsætter hele vejen i systemet. Når man så opdagede uroligheder hos morforældrene, så blev børnene også frataget dem, i stedet for at man så nøgternt på moderen og hendes misbrug.
Du ved, forhåbentlig, mere end nogen anden, hvordan narkomaner lyver, bedrager og stjæler. Denne mor brød ind i sine børns hjem og stjal deres playstation, hun stjal fra os m.v.
Vores søn led frygtelig over tabet af sine børn, han førte "sagen" til dørs, så langt han kunne.
Vores eneste trøst i hele dette er, at vi er fri for narkomaner. Moderen sidder i fængsel for narkohandel, børnene er anbragt o.s.v., men har så vidt vi er orienteret, stadigvæk sine børn, så ofte hun ønsker det.
I min verden er det forkasteligt, men vi kan intet stille op. Børnene er nu 14 og 16 år, vi kender dem ikke mere, og jeg må indrømme, at skulle de dukke op, så er vi ikke indstillet på, at invitere problemerne indenfor dørene igen.
Vores søn lever et godt nok liv nu og det gør vi for så vidt også bortset fra, at min mand er døende af kræft.
Dette satte nye tanker igang omkring vores penge. Vi fik lavet testamente, så i tilfælde af, at vores søn dør før os, skal hans to børn arve mindst muligt.
Så langt kan vi beskytte dem i forhold til deres mor og hendes narkovenner. Vi har sat en bobestyrer på, så vores andre børn kan henvise til ham, hvis der opstår vrøvl over vores beslutning.
Får de penge på lommen, så risikerer de at blive ofre for moderens narkogæld, ligesom alle sociale ydelser bortfalder for dem. De får ikke en gang mulighed for at købe sig en fladskærm.
Det ved du mere end nogen meget om.
Hilsen Linette,
Tillykke med din "frihed for stoffernes fængsel".
Det jeg skrev, skrev jeg mest for at give Mambo et eller andet håb om at hendes søn, som jeg, også kan forandres en dag. Samtidig for at sige, at det ikke er sikkert at han endnu forstår den skade han gør.
Jeg er ked af at høre om din familiesituation, og ønsker jer alt det bedste.
For at svare på et enkelt spørgsmål du stiller, så tænker jeg naturligvis på min kone og ser til, at et samspil fungerer mellem os, og at vi har det godt.
Men jeg må sige, at jeg forstår Mambos frustration. Jeg kan jo se det fra den anden side. Fra al det, som sker når man ikke tænker på andre mennesker i de gerninger man gør.
Selv om din søn, mambo, måske ikke ser sig selv som narkoman, så vil jeg anbefale at du tager kontakt til nar-anon, som er "familiegruppe" baseret på NAs 12 trin. Grunden til at jeg siger, at du bør overveje at tage kontakt til dem, er at; som Linette antyder er mange narkomaner kriminelle og du vil derfor finde mødre som sidder i en lignende situation som du selv.
Det jeg skrev til dig, skrev jeg fordi jeg så for mig, en søn der går og laver alt muligt for sin mor, for at gøre det godt igen. En slags duknakke.
Forældre vil gå gennem ild og vand for sine børn.
Det vil Mambo også gøre.
Det det handler om her, er at gå gennem ild og vand på en måde så man ikke mister sig selv.
Mambo der findes flere muligheder for dig, for at komme igennem det her. Der er det der som Anonym skriver om, men der er også muligheder på misbrugscentrene.
Undersøg mulighederne. Jeg ved ikke om der tilbydes hjælp til forældre, kærester og andre nærtstående mere. Nogen steder havde de i sin tid selvhjælpsgrupper, her i området var det på sygehuset. Her stillede læger, psykiater, psykolog og socialrådgivere sig til rådighed for gruppen. Det kostede ikke noget.
Det var rart at tale med andre, mest fordi man vedkender sig at man er ked af det, bange for at miste, frustreret o.s.v.
Hvis din søn har fået dom, så har han mulighed for at komme på behandlingsafdeling, hvis han vil. Så han kan måske komme ud af det, nu han er i fængsel. Det er et valg han selv skal træffe.
Af denne grund er det klogt, at forældrene forbereder sig, og vænner sig af med at være medmisbruger.
Jeg føler med dig Mambo, jeg har ikke glemt hvad jeg har gjort af erfaringer.
Pas godt på dig selv, og søg hjælp hvis du føler det er for vanskeligt.
Hilsen Linette
Tænk jeg syns det er smukt ! Selvfølgelig er bare det at han er kommet tilbage til livet og ud af al det skidt det største....men det at ville glæde og EVNE at vise kærlighed......det kan aldrig være duknakket. Tværtimod det kan måske fylde ham med stolthed og over at i den grad være i stand til at gøre noget godt for en der i den grad har lidt ...over ham og sammen med ham. Han ved sikkert udemærket at han har familie og børn....
Min søn er glad for ecstacy...og det er noget skidt skidt skidt som jeg er bange for ...samt det bad company med ideer han nuer sammen med.
Jeg ved og det ved alle der har med det her at gøre - at kommer det ikke indefra som et dybfølt ønske om "ikke mer" og nok er nok ja så kan andre stå på hovedet men ligemeget hjælper det.
Han skal selv vågne op ..og bakke ud. Jeg er der vi er der for ham ...for som sagt vi elsker ham men han har gjort det svært for os at vise det via sin opførsel....og når jeg læser tilbage ..ser jeg sort på hvidt hvor hårdt og svært det her har været...