Indstillinger
Tilbage igen
Er lige flyttet - Langt væk fra de kendte omgivelser. Havde glædet mig, men var også nervøs og usikker på alt det nye.
Glædede mig over at angsten ikke kom mens jeg pakkede og mens jeg flyttede. Den kom ikke mens jeg fik min nye lille hundehvalp og ikke mens børnene brokkede sig over min manglende tid til dem under flytteriet. Den kom ikke da jeg stoppede medicinbehandlingen for 1 måned siden.
Men nu...Nu er den tilbage i fuldt flor - Næsten. Begyndte med at jeg ikke syntes jeg kunne se ordentligt. Var svimmel og utilpas og troede jeg var ved at blive syg.
Så i dag skulle jeg handle for første gang i min nye by. Så var den der! ØV ØV ØV.
Er SÅ træt af det og så bange for hvordan mit liv fremover skal udarte sig.
Kommer jeg til at kunne arbejde, når min uddannelse er færdig lige om lidt? Kommer jeg overhovedet til at kunne færdiggøre min uddannelse? Kommer mine børn til at lide under min angstlidelse og deraf følgende irritation? Kan jeg passe hunden? Hvordan vil alle disse nye mennesker tænke om mig, hvis de opdager noget? Vil jeg kunne handle uden at kaste op undervejs? Vil jeg skulle have medicin resten af livet? Vil jeg kunne holde ventetiden ud indtil medicinen virker om 3-6 uger? Vil jeg kunne køre bil? Vil mine forældre nogensinde forstå og ikke bare sige; "Tag dig sammen"? Vil jeg nogensinde finde en behandler der kan stille noget op? Vil jeg nogensinde blive glad og kunne leve ubekymret, uden angsten for at angsten kommer igen?
Ved godt at jeg er overbelastet, men hvad skal man så gøre ved det? Vil jeg skulle have det sådan her hver gang jeg laver lidt om på mit liv?
ØV ØV ØV
Glædede mig over at angsten ikke kom mens jeg pakkede og mens jeg flyttede. Den kom ikke mens jeg fik min nye lille hundehvalp og ikke mens børnene brokkede sig over min manglende tid til dem under flytteriet. Den kom ikke da jeg stoppede medicinbehandlingen for 1 måned siden.
Men nu...Nu er den tilbage i fuldt flor - Næsten. Begyndte med at jeg ikke syntes jeg kunne se ordentligt. Var svimmel og utilpas og troede jeg var ved at blive syg.
Så i dag skulle jeg handle for første gang i min nye by. Så var den der! ØV ØV ØV.
Er SÅ træt af det og så bange for hvordan mit liv fremover skal udarte sig.
Kommer jeg til at kunne arbejde, når min uddannelse er færdig lige om lidt? Kommer jeg overhovedet til at kunne færdiggøre min uddannelse? Kommer mine børn til at lide under min angstlidelse og deraf følgende irritation? Kan jeg passe hunden? Hvordan vil alle disse nye mennesker tænke om mig, hvis de opdager noget? Vil jeg kunne handle uden at kaste op undervejs? Vil jeg skulle have medicin resten af livet? Vil jeg kunne holde ventetiden ud indtil medicinen virker om 3-6 uger? Vil jeg kunne køre bil? Vil mine forældre nogensinde forstå og ikke bare sige; "Tag dig sammen"? Vil jeg nogensinde finde en behandler der kan stille noget op? Vil jeg nogensinde blive glad og kunne leve ubekymret, uden angsten for at angsten kommer igen?
Ved godt at jeg er overbelastet, men hvad skal man så gøre ved det? Vil jeg skulle have det sådan her hver gang jeg laver lidt om på mit liv?
ØV ØV ØV
Kommentarer
Jeg prøver med et svar igen.
Der er især én ting, der springer mig i øjnene i det, du skriver: '… Hvordan vil alle disse nye mennesker tænke om mig, hvis de opdager noget?...'
Det vil altså sige, at du holder din angst hemmelig, fordi du skammer dig over den? Fordi du er bange for deres reaktioner? Det er det værste, du kan gøre. Jo flere hemmeligheder du har, desto mere angst vil der komme. Har man hemmeligheder, vil der også altid være en angst for afsløring. Den angst kan du undgå ved at 'afsløre' dig selv. Det kan du roligt gøre, for du har INTET at skamme dig over. Der er IKKE noget galt med dig, det er IKKE flovt at lide af angst. Mange hundredetusinder af danskere lider af angst i forskellig form. Jo mere åben du kan være om din angst, desto mere hjælper du dig selv (og andre i lign. situation). Du vil garanteret komme til at opleve, at hvis du begynder at åbne dig om dine oplevelser med angsten, så vil andre også begynde at åbne sig og fortælle om deres oplevelser med deres angst. Der er INTET pinligt eller flovt i at være angst.
Du kan måske forsøge at vende tankemønstret om? Prøv at forestille dig, at du tænker: 'Hvordan har jeg det egentligt med disse mennesker, hvis de ikke respekterer, accepterer og forstår mig?'.
Den anden ting, jeg hæfter mig ved, er dine forældres reaktion på din angst. Deres reaktion viser, at de ikke kan rumme dine følelser. Så er det måske ikke lige dem, du skal dele dem med. Ingen grund til at bede om afvisning og mangel på forståelse og accept. Det kan i høj grad være med til at øge angsten, når du ikke får positiv respons på det, du fortæller. Sandsynligheden for, at de nogensinde vil forstå og komme dig i møde er nok ikke stor. Årsagen til deres reaktion er formentligt, at de ikke aner, hvad de skal sige eller gøre. De har det måske ikke så let med følelser og forstår dem simpelthen ikke og så er det meget typisk at komme med sådan en reaktion, at man bare skal 'tage sig sammen'. Du føler dig sikkert skubbet væk og afvist. Men det har IKKE noget med dig at gøre. Det har kun noget at gøre med, at de ikke aner, hvordan de skal tackle dine følelser.
Du kan måske prøve at se angsten som et råb om hjælp fra dit indre. Hver gang du føler angst, er der noget indeni dig, der skriger på din opmærksomhed og forståelse. Derfor nytter det ikke, at du bare prøver at skubbe angsten væk, for så får den jo netop ikke den opmærksomhed og forståelse, som der er brug for. Så må den jo prøve igen senere. For at finde ud af, hvad det er i én, der råber på hjælp, så må man i kontakt med sin underbevidsthed eller ialtfald dybe lag af sindet. Det kommer man næppe uden professionel hjælp.
Det er ligesom med børn - får de ikke den opmærksomhed og forståelse, de har brug for, så bliver de jo også ved med at prøve at få kontakt.
Du spørger, om du nogensinde vil kunne finde en behandler, der kan stille noget op.
Det vil du garanteret. Professionelle behandlere ved godt, hvilke mekanismer der ligger til grund for angst. Men behandlere er mange ting – de bruger meget forskellige metoder i deres arbejde. Så det er vigtigt, at du finder en behandler, der bruger en metode, der føles rigtig for dig. Men man skal også selv være parat til at slippe angsten, for når man arbejder med den, så forandres mange ting i livet. Man skal være klar til forandringer og til at kigge dybere i sig selv. Der er jo en årsag til din angst. Den kommer ikke ud af intet. Så derfor: Angsten viser IKKE, at der er noget galt med dig. Det er der IKKE. Den viser kun, at du engang har været ude for nogle påvirkninger, du ikke har kunnet tackle følelsesmæssigt (og måske stadigt er det), så angsten er trådt i stedet og camouflerer årsagen.
Du spørger, om du nogensinde vil kunne blive glad og kunne leve ubekymret uden angsten for angsten. Det er muligt at nå dertil, hvis du får den rigtige hjælp og gør arbejdet for at komme dertil. Medicin alene er kun symptombehandling. Der skal mere til.
Og så dit sidste spørgsmål: Om du skal have det sådan, hver gang du laver lidt om i dit liv? Svaret er desværre, at hvis ikke du søger behandling, så du kan finde ud af, hvad det er, der skaber angst, så vil den sandsynligvis blive ved med at dukke op. Der er nogle ting i dit liv, der ikke fungerer godt nok, siden dit sind opretholder angsten. Hvis angsten skal væk, er du nødt til at finde ud af, hvad den handler om. Det er ikke en hurtig løsning men til gengæld er den langtidsholdbar og vedvarende. Måske er der andre brugbare metoder, men jeg kender kun denne.
Tidligere led jeg selv af en meget ondartet hovedpine og den kom også, hver gang jeg lavede noget om i mit liv. Men jeg er gennem mit terapiforløb helbredt for både hovedpinen og for det meste af min angst/frygt – og der var meget! Så der er altså muligheder. Det behøver ikke at være noget, du skal leve med.
Kender du www.angstlinien.dk ? De har også telefonrådgivning.
Skriv gerne igen, om du kan bruge noget af mit svar.
Hilsen Helene