Forvirring

slettet336

Jeg reagerer knap nok mere. Det ved jeg ikke om er godt eller skidt. Måske
er det ingen af delene. Er gået i træning med det med bare at være. Sad og
'var' og ud af ingenting for jeg følelsen og billeder i glimt af at ligge
på et puslebord og få noget stukket op i mig. Og det gør ondt, men
samtidig er det undeligt normalt. Sådan noget kan man slet ikke huske. Jeg
ser det sådan nærmest både ude og indefra. Jeg mærker det og er der, men
samtidig ser jeg det også oppefra, udefra. Det...jeg forstår det ikke, men
jeg kan godt mærke at hvis jeg bliver ved med at skrive om det, så kommer
der en eller anden form for reaktion. Jeg er pisse bange for mig selv.

Helene2

Kære Anna

Når man bare sidder og 'er', så kan der ske det, at sindets censur træder ud af kraft. Underbevidsthedens vagtposter falder lidt i søvn.

Nej, man kan ikke bevidst med sin hverdagshukommelse huske den slags, der går så langt tilbage i tiden. Og alligevel ligger alt, hvad vi nogensinde har oplevet i vores liv lagret i vores underbevidsthed. Kommer man i kontakt med underbevidstheden er det muligt at få den slags op i bevidstheden. Lignende har jeg hørt fra flere, der arbejder med disse ting.

Jeg har selv under hypnose været tilbage i følelserne fra min egen fødsel op til flere gange!
Jeg har meget tydelige fornemmelser af, hvad min mor har gjort mig, da jeg var omkring ½ år gammel.
Jeg ved, at min fars første overgreb fandt sted, da jeg var ca. 9 måneder og hvad der præcist skete. I den forbindelse oplever jeg også, at jeg er både indeni og udenfor min krop og derfor kan jeg se, hvad det var, han gjorde ved mig. Samtidigt har jeg vidst, hvilken smerte jeg følte, jeg har kunnet se hans ansigt og ansigtsudtryk og har følt de følelser, der var knyttet til overgrebet.

'Erindringer' fra 6-9 måneders alderen er selvfølgeligt ikke tydelige erindringer. For mig er det følelser, fornemmelser, underbevidst viden. Sommetider fornemmes det som om, der er et tyndt gardin, jeg svagt kan skimte noget igennem. Men jeg ved præcist, hvad der sker på den anden side af gardinet.
Bedre kan jeg nok ikke forklare det.

Du skriver, at hvis du bliver ved med at skrive om det, så kommer der måske én eller anden reaktion. Ja - så begynder der nok at komme følelser på og det er naturligvis meget skræmmende. Især hvis du er i en fase, hvor du måske lukker af for følelserne. Men at få disse følelesr i forbindelse med et meget tidligt overgreb ud, vil i høj grad være en del af helingsprocessen.
Du skriver, at du er bange for dig selv. Det kan jo forstås på flere måder, men hvis du er bange for, at du er ved at blive skør, så kan jeg ialtfald sige, at det du har oplevet her ikke er usædvanligt eller ualmindeligt i en sådan proces.


Mange tanker og hilsner
- Helene

slettet7305

undskyld jeg bryder ind, men kunne ikke lige undgå at ligge mærke til at du næver det med at du har prøvede hypnose og haft en meget god effekt af det.
at få minder fra spædbarnalderen virker ret vildt..

jeg har selv prøvede hypnose mange gang af flere forskellige, og jeg er helt sort. selv clairvoyanter kan ikke komme gennem mine lukkede døre.

jeg kan på overfladen være meget følelseskold, men indeni er jeg en lille sårbar pige der græder efter omsorg, tryghed og opmærksomhed.

jeg har også en overdrevet selvtillid, igen kun på overfladen, som nogle syntes er for meget. men jeg kan ikke selv regulerer det. måske er det for at vise at jeg er stærk og ingen kan vælte mig..

og mit stærke kontrolbehov...

Men hvilken hypnotisør gik du hos?
måske dem jeg har prøvede ikke var gode nok...

lider du af nogle diagnoser?
jeg er fx. borderline..

hilsen
Poml