Flov over at være bange for andre mennesker ?
Hej, jeg er en pige på de 18 år som går på HF. Jeg føler mig meget nede lige nu, oplevede noget i byen i dag som har gjort mig bange. Jeg ser mig selv som en meget bange og nervøs pige. Jeg er især bange for at blive overfaldet på gaden, selv hvis det er lyst og der er mange mennesker, kan jeg være bange. Ved ikke rigtig hvorfor, synes selv jeg er en pæn pige, men kan ikke lig at folk kigger på mig, eller kan bare ikke lide opmærksomhed fra de forkerte. Men i dag var jeg bare i byen med en veninde og der var så en bil som stoppede ved os og spurgte mig om jeg hed Christina, det sagde jeg så at det hed jeg ikke, han blive så ved med at spørge hvad jeg så hed og jeg svarede bare at jeg hed noget andet. Jeg kendte ham ikke og han var indvandre. Jeg begyndte bare at få angst symptoner og blev skide bange. Det er svært at forklare, men ringede til min mor og hun ville så hente os, så vi gik mod et parkeringshus og selvfølgelig mødte vi dem 2 gange til...Jeg lod bare som ingenting , selvom de råbte noget efter mig.. Var virkelig bare selvom min veninde var der og der var mange mennesker omkring os...
Jeg bliver bare flov over den måde jeg reagerer på, jeg tør ikke tage busse lige pt (igen), tager ikke i byen alene, aldrg udenfor en dør når det er mørkt...
Jeg er bare træt af at være sådan en bange sjæl, ved ikke hvad jeg skal gøre. Tænker på at snakke med en psykolog (igen, har haft depression og angst, men er i stor bedring :-) )
Tænker osse på at lære at forsvare mig selv, f.eks. bkick, selvforsvar ?
Håber virkelig der er nogle som kan komme med trøstende ord, trænker til det...
Hilsen Sanne!
Jeg bliver bare flov over den måde jeg reagerer på, jeg tør ikke tage busse lige pt (igen), tager ikke i byen alene, aldrg udenfor en dør når det er mørkt...
Jeg er bare træt af at være sådan en bange sjæl, ved ikke hvad jeg skal gøre. Tænker på at snakke med en psykolog (igen, har haft depression og angst, men er i stor bedring :-) )
Tænker osse på at lære at forsvare mig selv, f.eks. bkick, selvforsvar ?
Håber virkelig der er nogle som kan komme med trøstende ord, trænker til det...
Hilsen Sanne!
Kommentarer
Det er helt sikkert at du skal have gjort noget ved det hurtigst muligt. Og der er gode muligheder for at få hjælp. Din læge vil måske sende dig til en psykiater, men det skal du ikke være flov over. Din angst for andre mennesker er ikke spor unormalt. Det er der faktisk rigtig mange mennesker der er. Selv kender jeg udemærket til socialfobi (angst for andre mennesker). Jeg har været bange for at spise mens andre så på af angst for at ryste på hænderne mv.
At melde sig til selvforsvar eller lign. er på mange måder en god idé. Set ud fra et motionsmæssigt perspektiv. Det vil muligvis også øge din selvtillig lidt, men på ingen måde løse dine grundliggende prøver med usikkerhed mm. Der skal en psykiater eller psykolog til. Så jeg håber at du hurtig kan komme til lægen.´
Vh. Henrik
Jeg synes, at det er helt naturligt, at du bliver bange, når du på den måde bliver tiltalt og stoppet af en mand, du ikke kender. Det er en truende situation og du reagerer med frygt. Ikke noget mærkeligt i det. Alle kunne reagere på den måde. Bestemt ikke noget at være flov over.
Når man føler sig truet, er den naturlige reaktion, at man impulsivt føler sig tilskyndet til at kæmpe eller flygte fra truslen.
At du så er angst, nervøs og bekymret for noget, der ikke er en aktuel trussel, det er et problem, der nok går noget dybere. Det handler bl.a. om mangel på selvtillid, indre styrke, stærke grænser og sådan nogle ting.
Jeg synes, at du skulle prøve at tale med en psykolog igen. Sålænge du ikke har det godt, vil jeg mene, at du ikke er færdigbehandlet. Det tager lang tid, når det er sindet, det handler om. Man får f.eks. ikke 'bare lige' foræret en ny selvtillid, indre styrke og stærke grænser. Det tager tid og det er hårdt arbejde at forandre den slags ting. Men det kan lade sig gøre og det er det vigtigste.
Jeg tror, det vil være en god idé at lære selvforsvar af en slags. Jeg tror, at det kan give en indre styrke, når man føler, at man kan forsvare sig selv. Ikke at det løser alle problemerne for det er nok mere din psyke end din fysik, du trænger til at få bygget op, men jeg tror, at selvforsvar også kunne styrke dig psykisk og få dig til at føle en større tiltro til, at du faktisk er i stand til at forsvare og beskytte dig selv om nødvendigt. Hvilket er ubetinget vigtigt.
Mange hilsner Helene
Nu er min frygt også kommet igen pga. af episoden forleden dag, for synes ikke altid jeg er bange, men inderst inden er jeg det jo nok...hvis det giver mening ?
Ser det bare som en umulig opgave..
Nu er jeg også i den alder hvor jeg skal bestemme min uddannelse og arbejde i fremtiden, og tanker om at skulle studerer i en anden by end den jeg bor i er virkelig skræmmende... Jeg har altid gået i skole i Hillerød og tanken om at jeg en dag skal studerer i København (f.eks.), det virker bare så langt ude og føler at det er for urealistisk for mig?
Det er tanken om at skulle tage toget, og så en helt ny stor by som jeg bare ikke føler mig tilpas i. Tror måske det hænger sammen med min usikkerhed på både mig selv og min frygt for fremmede...?
Jeg synes, det lyder rigtigt fornuftigt, at du vil prøve at tale med en psykolog igen.
Nej, det hjælper ikke meget, at man fortæller sig selv, at det, man er bange for, ikke er realistisk eller at sandsynligheden for, at det vil ske, er så lille o.s.v. Følelsen af angst eller frygt er der jo alligevel, uanset hvad man fortæller sig selv og selv om man prøver at skubbe den væk. Følelser er ikke særligt modtagelige for logik og rationel tænkning. Så handler man bare på trods af følelsen og det får man det ikke bedre af.
Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal sige til psykologen, for disse problemer har været der i mange år.
Så synes jeg, at du skal fortælle psykologen det. Det er et godt udgangspunkt.
Du skriver videre, at det altid er lykkes dig at banke disse tanker langt ind i hovedet og 'glemme' dem, men før eller siden dukker de altid op igen.
Det kan du jo også fortælle psykologen.
Følelser, man forsøger at 'banke væk' vil altid poppe op igen før eller siden. For i virkeligheden skal man nemlig gøre præcist det modsatte. Man skal ikke banke dem væk eller længere ind i hovedet. Man skal tværtimod have dem ud af hovedet. Og det får man ved at tale om dem og tale og tale, så man kan begynde at forstå dem anderledes og forholde sig anderledes til dem. Det forandrer tingene. Problemerne skal frem i lyset, ikke gemmes væk i mørket.
Til sidst skriver du, at du ikke synes, at du altid er bange, men at det er du jo måske nok alligevel.
Jo, jeg forstår fuldstændigt, hvad du mener. Angsten kan ligge i én nærmest som en grundfølelse. Man mærker den måske ikke hele tiden, men når følelsen ligger derinde et sted, så er den jo aldrig rigtigt væk. Når man er så vant til en bestemt følelse, der er hos én hele tiden, så lægger man ofte slet ikke mærke til den, for sådan er man jo bare vant til at have det.
Tingene hænger mange gange mere sammen, end man tror. Derfor synes jeg også, at du skal nævne for psykologen (når du kommer dertil), at du har det meget svært (måske nærmest umuligt) med tanken om skulle studere i en anden by. At tanken om, at du skulle tage toget til en ny stor by, du ikke føler dig tilpas i, virker helt urealistisk.
Ja, det lyder sandsynligt, at det hænger sammen med din usikkerhed og angst for fremmede.
Jeg kan godt forstå, at det kan føles som en umulig opgave at forandre disse ting og få det bedre. Men det er ikke umuligt. Men på nuværende tidspunkt forstår jeg godt, at det må virke helt uoverskueligt.
Jeg ved det, for jeg har selv været igennem en stor udviklings- og forandringsproces. Jeg har selv lidt utroligt meget af angst og frygt for alt og alle. Men man kan arbejde sig igennem det.
Du må bare ikke tro, at fordi du starter hos psykolog, så løser alle problemerne sig 'bare lige'. Det gør de ikke. Det er hårdt arbejde med sig selv. Men det hjælper og det skaber de nødvendige forandringer. Derfor er det så vigtigt, at man ikke stopper for tidligt, fordi man synes, at nu har man det vist egentligt meget godt. Eller fordi man ikke oplever, at der sker tilstrækkeligt store fremskridt. Man er nødt til at blive ved og ved og ved, til man virkeligt har fået det så meget bedre, så man ikke længere er styret af angst og frygt.
Man skal have bygget sig selv op. Man skal have sluppet meget angst og frygt, man skal blive stærkere, få mere selvtillid, stærkere grænser, tro mere på sig selv. Det tager tid men det hjælper.
Det er trods alt bedre, at det tager noget tid og det så hjælper stille og roligt end, at man ikke gør noget og ikke får hjælp, for så sker der ialtfald ingen forandringer. Det at man gør noget og prøver at skabe forandringer, er også med til at give et håb om, at det kan og vil blive bedre. Og vist kan det blive bedre, når du har besluttet, at du vil have det bedre og arbejder for at få det. Men du må have fat i en psykolog til at hjælpe dig med arbejdet, for man kan ikke gøre det alene.
Mange hilsner Helene