Jeg har utrolig let til tårer - hvorfor?

Netdoktor2008

Kære debattører

Har I læst lægens seneste svar til en kvinde, der spørger om, hvad der kan være årsagen til, at hun meget ofte græder - også i situationer, hvor hun oplever det som pinligt, hvilket gør det til et socialt problem for hende?

Læs spørgsmål og svar her:
http://www.netdoktor.dk/brevkasser/arkiv/201312.htm

Lægen mener, det kan være tegn på socialfobi. Har nogle af jer mon erfaringer med det samme?

Med venlig hilsen
Redaktionen
Netdoktor

Kameliadamen1

Hej

Jeg vil da gerne kommentere spørgsmålet og svaret.

Jeg har selv været ude for, at jeg pludselig fik let til tårer og græd over de mest besynderlige ting. Det viste sig at være bivirkninger ved min blodtryksmedicin, nemlig betablokkeren Propranolol. Problemet gik over, da jeg skiftede blodtryksmedicin.

Jeg vil ikke udelukke, at der kan eksistere andre slags medicin, der kan give en sådan virkning. Men hvis det ikke kan være bivirkninger fra medicin i spørgerens tilfælde, så vil jeg anbefale spørgeren at prøve at opfatte følelser som noget positivt i stedet for noget negativt.

Vi lever i et samfund, hvor alt skal være effektivt, målrettet og rationelt. Alt for mange giver alt for lidt plads til deres følelser.

Jeg synes, at man burde opprioritere følelser. Jeg er sikker på, at mange depressioner og meget angst kunne forebygges, hvis ganske almindelige følelser i højere grad blev forstået og accepteret. Mange psykiske problemer kommer på grund af undertrykkelse af følelser.

Tag nu f.eks. den kvindelige dommer, Julie Steincke, i TV-udsendelsen Talent 2008 på DR1. Hun sidder og græder åbenlyst. Hvorfor skulle man ikke kunne det? Hvorfor skal alle være så tilknappede og kontrollerede?

Hvis spørgeren ikke længere opfatter det som et problem, at hun græder, vil hun heller ikke være bange for at komme til at græde i overværelse af andre. Hun kunne ”tage luften ud af problemet” ved f.eks. at sige til sine kolleger: ”Ja, jeg græder jo ved den mindste anledning. Det er en del af min personlighed, og sådan er jeg bare!” Så vil alle opfatte det som noget naturligt. Måske kunne man lave lidt sjov med det. I hvert fald behøver ingen opfatte det som pinligt.

Det er nu min mening.

Kameliadamen

Helene2

Kameliadamen fik sat meget præcise ord på det, jeg ikke kunne få formuleret.

Det handler jo i bund og grund om, hvordan man selv har det med det. Jeg havde engang en veninde, der også græd ved den mindste anledning, men det havde hun egentligt ingen problemer med. I modsætning til mig. Jeg var utroligt pinligt berørt, hvis jeg af og til kom til at vise bare en smule følelser. Det var ikke tårerne i sig selv, der var problemet, det var min oplevelse af dem.

Spørgeren spørger, om det kan være stress, undertrykt vrede, manglende selvtillid, gamle ar på sjælen. Det er ikke til at sige. I princippet kan det jo være det hele - eller noget helt andet.
Jeg er ikke ubetinget enig i, at det handler om social fobi, men det kan jo udvikle sig derhen, hvis spørgeren begynder at blive bange for at være sammen med andre og undgår andre p.g.a. angsten for at græde.

Jeg har selv gået i terapi i nogle år og har oplevet en stor forandring. Da jeg lige startede terapien begyndte jeg også at græde hele tiden og konstant. Det var rædselsfuldt og pinligt og jeg kæmpede imod og følte stor skam.
I dag (4 år senere) kan jeg stadigt begynde at græde i forskellige situationer men nu oplever jeg det helt anderledes. Jeg forstår mig selv og opfatter det ikke længere som pinligt eller skamfuldt. Jeg kæmper ikke imod længere men anser tårerne som noget helt naturligt, der kommer når jeg har brug for at græde. Der er ingen særlig forskel på mine reaktioner - kun på mine følelser for dem.

Det gør en verden til forskel, om man kæmper imod eller giver sig selv lov. Det er, når man kæmper imod, at der kommer yderligere angst ind i billedet. Når man giver sig selv lov, reducerer man angsten betragteligt.


Hilsen Helene