Specialrådgivning gennem VISO
Kære alle på debatten
Jeg har lige fået kendskab til, at man som 'udsat voksen' kan få specialrådgivning gennem VISO. Dvs. at voksne med senfølger af seksuelle overgreb og incest, har en mulighed for at få hjælp ad en helt ny vej!
Det kaldes 'specialrådgivning', og strikkes i praksis sammen som individuel og/eller familierådgivning + evt. udredning af f.eks. arbejdsevne eller behandlingsbehov, fra sag til sag. Og ja... Nogle af timerne er terapeutisk rådgivning, selvom det ikke står nogen steder.
Jeg lægger lige et link til VISO:
http://www.spesoc.dk/wm142516
Det er ikke helt let til at gennemskue hvordan man gør, men her er én måde: Ring til Støttecenter mod incests professionelle rådgivning (se incest.dk), og fortæl om din/din pårørende/din families situation. Hør om mulighederne for specialrådgivning.
Ring dernæst til VISO, som henviser til specialrådgivningen i enten Støttecenter mod incest eller Incest Center Fyn.
Jeg ved, at nogle bliver afvist, hvorefter Støttecentret spørger VISO hvorfor, og argumenterer for en henvisning.
Det er nok lidt diffust, og jeg forstår ikke selv helt hvad der foregår, men det er helt sikkert et forsøg værd, for mange af os!
VISO kan også hjælpe kommuner ved at lave udredninger af voksne med senfølger. De 'kompliserede enkeltsager' skal kommunen selv bede VISO om hjælp til.
Jeg har bedt min kommune om at få min sag udredt gennem VISO, men de har afvist det, uden at kende til VISO. Men jeg kæmper ihærdigt videre, fordi min kommune i dén grad mangler viden om senfølger og derfor fucker min sag op gang på gang. Pinligt for Københavns Kommune at de ikke kender til VISO - og pinligt at de ikke engang vil sætte sig ind i hvad det er! Tænk engang: De sagde at jeg måtte gå til min egen læge, hvis jeg ønskede en VISO udredning. Øh, hallo. VISO har INTET med egen læge at gøre!
Nå, nok om mig. Jeg ville i virkeligheden bare gerne gøre opmærksom på en meget glædelig ny mulighed for hjælp til voksne med senfølger.
) Menneskebarnet
Jeg har lige fået kendskab til, at man som 'udsat voksen' kan få specialrådgivning gennem VISO. Dvs. at voksne med senfølger af seksuelle overgreb og incest, har en mulighed for at få hjælp ad en helt ny vej!
Det kaldes 'specialrådgivning', og strikkes i praksis sammen som individuel og/eller familierådgivning + evt. udredning af f.eks. arbejdsevne eller behandlingsbehov, fra sag til sag. Og ja... Nogle af timerne er terapeutisk rådgivning, selvom det ikke står nogen steder.
Jeg lægger lige et link til VISO:
http://www.spesoc.dk/wm142516
Det er ikke helt let til at gennemskue hvordan man gør, men her er én måde: Ring til Støttecenter mod incests professionelle rådgivning (se incest.dk), og fortæl om din/din pårørende/din families situation. Hør om mulighederne for specialrådgivning.
Ring dernæst til VISO, som henviser til specialrådgivningen i enten Støttecenter mod incest eller Incest Center Fyn.
Jeg ved, at nogle bliver afvist, hvorefter Støttecentret spørger VISO hvorfor, og argumenterer for en henvisning.
Det er nok lidt diffust, og jeg forstår ikke selv helt hvad der foregår, men det er helt sikkert et forsøg værd, for mange af os!
VISO kan også hjælpe kommuner ved at lave udredninger af voksne med senfølger. De 'kompliserede enkeltsager' skal kommunen selv bede VISO om hjælp til.
Jeg har bedt min kommune om at få min sag udredt gennem VISO, men de har afvist det, uden at kende til VISO. Men jeg kæmper ihærdigt videre, fordi min kommune i dén grad mangler viden om senfølger og derfor fucker min sag op gang på gang. Pinligt for Københavns Kommune at de ikke kender til VISO - og pinligt at de ikke engang vil sætte sig ind i hvad det er! Tænk engang: De sagde at jeg måtte gå til min egen læge, hvis jeg ønskede en VISO udredning. Øh, hallo. VISO har INTET med egen læge at gøre!
Nå, nok om mig. Jeg ville i virkeligheden bare gerne gøre opmærksom på en meget glædelig ny mulighed for hjælp til voksne med senfølger.
) Menneskebarnet 
Kommentarer
Jeg skriver fordi jeg ikke helt kan beslutte hvad jeg skal gøre.
For at kunne forstå hvorfor, vil jeg lige fortælle lidt om mig selv:
Jeg er blevet misbrugt sexuelt af min far fra jeg var barn indtil jeg var omkring 15 år. Min far drak meget, bankede min mor og os børn, hvis vi ikke lige opførte os som han ville have det.
Jeg har af 2 omgange ikke haft kontakt til mine forældre, først i 11 år, og nu her i de sidste 3 år har jeg ikke haft kontakt til dem, efter eget valg, fordi jeg fik det dårligt når jeg kom hos dem, ikke mindst fordi de talte hele tiden grimt til hinanden.
men.... nu ringer mine søskende og svigerinder og siger at min far ligger for døden, og jeg har svært ved at beslutte mig til hvad jeg skal, skal jeg blive væk, eller skal jeg være hos ham den sidste stund, han er indlagt på sygehuset. Jeg håber der er nogen der vil besvare mit indlæg, hvis der er nogen der har været i den samme situation. Jeg tænker meget på hvordan jeg vil have det bagefter hvis jeg bliver væk.
Min mor ville ikke kendes ved mig, selv ikke da hun lå for døden. For mig var det vigtigt at være der, og jeg var glad for det.
Jeg fik lidt tid alene med hende, hvor hun fortalte mig om en dejlig drøm hun havde haft, den sidste drøm hun havde i livet.
Denne drøm handlede om en strand, der var meget, meget smukt og dejligt. Her fandt hun noget hun skulle give mig, hun var så glad over at finde det, så hun måtte skynde sig hjem til mig for at give mig det, men hun nåede det ikke.
Jeg læste psykologi på dette tidspunkt, jeg havde beskæftiget mig en del med drømme.
Så den sidste drøm min mor havde, fortalte mig meget, og jeg forstod, at jeg kunne jo ikke forlange noget af hende, hun ikke havde eller ikke kendte, hun fandt det først i sin sidste drøm.
Hun gav mig det på en måde, ved at fortælle mig drømmen.
Jeg gemmer den som en perle i mit indre.
Det vigtigste for dig er at komme overens med din fortid. Du kan bruge dine drømme, hvis du drømmer. De fortæller dig råt og usødet hvad der er det rigtige for dig at gøre i denne situation.
Ingen andre kan råde dig.
Kærlig hilsen
Linette
Jeg har ikke været i din situation, men en lidt anden som jeg vil fortælle dig om. Måske kan det give dig inspiration til at finde ud af hvad du skal gøre? Linette har helt ret: Ingen kan råde dig, men vi kan fortælle hvad vi har gjort.
Min far døde for to uger siden. Han døde pludseligt, så jeg var (heldigvis) fri for at få en opringning om at "nu var sidste chance" for at sige farvel/sidde ved hans side. Det var min mor der ringede, som jeg ikke har talt med i flere år. Jeg følte medlidenhed med min mor, for det lød som om hun havde fået et stort chok. Jeg blev helt sikkert rystet, for jeg var ret forvirret og mistede min korttidshukommelse. Men sorgen, som 'man' skulle tro var naturlig, udeblev fuldstændig. Jeg havde heldigvis en tid hos min terapeut samme dag. Da hun spurgde, hvor megen kærlighed jeg følte for min far var svaret: 0%. Ikke det mindste!
Nu ved jeg godt med min hjerne, at der måske findes en kærlighed til min far et eller andet sted... Men jeg kan altså ikke mærke det mindste. Til gengæld kan jeg mærke min vrede og det er noget nyt. Helt ærligt, så kunne jeg ikke lade være med at tænke, om og om igen, at det sku' bare var godt at svinet var død. At verden er et bedre sted uden ham.
Nå, men for et par år siden havde jeg heldigvis en konfliktmægler til at hjælpe mig med at sige farvel til min mor og far. Og min far stillede faktisk op til disse møder, som har haft en stor betydning for mig. Så det var noget af det første jeg tænkte: Gudskelov for det! Gudskelov for at jeg allerede har sagt farvel til ham. Jeg har sagt mange ting til ham i levende live, men der var stadig lidt jeg skulle af med. Så jeg besluttede mig for at sige farvel igen, og sige det jeg ikke fik sagt, til hans kiste. Jeg besluttede mig for at jeg ikke ville svine ham til ved hans kiste, men at han stadig skulle have min ærlige 'tale'.
Så det gjorde jeg. Jeg fik adgang til kapellet, inden begravelsen. I god tid inden min familie kom, for dem vil jeg ikke møde. Og der holdt jeg en tale. En tale som jeg syntes han skulle have, fordi jeg ved at sandheden om omfattende incest i vores familie ikke ville blive fortalt af andre end mig. Hvor sørgelig familiehistorien er, og hvor svært mit liv er.
For mig var det vigtigste at give mig selv lov til at mærke de følelser jeg kan mærke, uden at tvinge mig selv til at mærke det jeg forventer at andre ville mærke. Og vælge den måde at sige farvel, som er den rigtige for mig.
I processen forsøgte min mor (selvfølgelig) at få mig til at blive væk. Ikke lægge en buket til ham... Men jeg holdt på mit, og traf de valg jeg ved er rigtige for mig, uden at lade familien manipulere med mig.
Jeg vil ønske dig al mulig held og lykke med at træffe de rigtige beslutninger for dig selv. Og hvis du har overskud må du meget gerne skrive hvordan det går.
Mange hilsner
Menneskebarnet