Indstillinger
Hjælp mig (1)
Ved ikke hvordan jeg skal beskriv det her - mareridt. Jeg syns altid jeg er alene - alene om alting ...den følelse havde jeg også i mit ægteskab. Alene på stranden med børnene og alene når manden spillede pc. Det var som om jeg mistede evnen til at være social. Jeg isolerede mig selv foran tv og han foran pc.
Nu er jeg skilt og mine børn er store -den ene bor her stadig. Sagen er at "ikke alene" gør min ensomhed smerteligt ondt på mig - det gør også ondt at min søn ser min fiasko. Hans venner har forældre der når de holder fest - ja så holder der biler i stribevis op og ned ad vejene. Mine søskende vælter sig i venner og travlhed på jobbet. Og jeg - jeg sidder her og glor ..det er et par år siden jeg blev skilt. Siden skilsmissen havde jeg en ven - en mand som jeg dog ikke havde et dybere åndeligt fælleskab med og en mand jeg aldrig ku elske. Han ku så godt elske mig og ville flytte sammen osv. Men nej ..tændte slet slet ikke på ham på den måde..nærmest tværtimod. Så ham gider jeg ikke se mere..jeg tar en kold tyrker..ikke noget trøstesex ikke noget trøstebekendskab - kun mig. Dag ud og dag ind uden arbejde - jeg har læst ..og da "skolen" sluttede fik jeg høje karakter osv..alle mine karakter ligge over 9 !Jeg er ikke dum - jeg er ikke superintelligent eller et geni - men jeg er velbegavet klog og intelligent. Men venner kan jeg ikke få eller finde. Jeg har fået at vide af den psykolog jeg går til - og betaler til af egen lomme -at jeg stiller meget meget høje krav til mig selv og andre. At jeg kan opleves som meget kontant og hård. Det er jeg selvfølgelig ked af da jeg ikke ønsker at være kontant og hård..det er også kun nogen gange (tror jeg ) at jeg er det!
Jeg har en brutal ungdom bag mig..hvor jeg faktisk er en af de få eller måske den eneste der overlevede.. vi var meget rå. Jeg har aldrig været narkoman men jeg var glad for lsd - og hash. Lsd ændrede min personlighed og fra at være et skønt og åbent menneske blev jeg totalt sky og (virkelig) ku se ind i andre mennesker blot ved at kaste et blik på dem. Sådan havde jeg det engang ..det er laaaaaaaaang tid siden..men denne personlighed er der stadig. Jeg er skrap jeg er vidende ..jeg er velklædt jeg bor fedt..men jeg har få venner . INGEN idag kan forbinde den fortid jeg har med mig ..det ligger så langt væk og jeg ligner ikke en der har været sådan..pusher og prostitueret. Jeg ligner det langt langt fra.
Jeg søgte ly i mit ægteskab og med en hård mand..og igen i et miljø der lå langt fra den familie jeg kommer fra..nu korter jeg det her af for eller blir det laaaangt. Kort og godt vi røg megen hash sammen (aldrig foran børnene)..psykisk kan jeg ikke tåle det. Da jeg blev skilt fra ham - vupti holdt jeg op med det..det er nu 3-4 år siden. Så jeg har ændret personlighed - jeg bryder mig overhovedet ikke om hash - jeg har altid hadet stoffer! Det var "kun" et år af min grønne ungdom jeg tilbragte i Kbhs hårdeste miljø...men som sagt lsd spøger du ikke med. Så jeg er altså gået fra at være ivrig tilhænger til at være den argeste modstander af - hash. Jeg ser ikke på det med blide øjen. Det var superskadeligt og satte min udvikling og mit jeg tilbage ...! Dum sløv og ligeglad...ku ikke holde et job - ku ikke stå op om morgenen - ku ikke tænke en sammenhængede tanke.
Alt det kan jeg idag - tænke sammenhængende tanker (jubii). Det skal siges at jeg altid er gået meget op i hjem og børn ...som sagt boede superskønt og har to super dejlige store børn. Mine børn betyder ALT selv betyder jeg ingenting i den sammenhæng. Men som BS (ham jægersoldaten) siger: Du skal tænke på dig selv først og have det godt ellers kan du ikke være noget for andre. Det har manden ret i. Sagen er at da min hjerne har kørt på stand-by i så mange år og jeg har været plaget af håbløs skyld skam og nervøsitet og angst for alt og alle ..så har jeg haft rimeligt svært ved at sætte mig selv først. Det var altid børnene og hvad "andre mennesker tænkte" ..på det sidst punkt er jeg stærkt præget hjemmefra. Altså jeg har fået indpodet så megen angst og skam ..så jeg ikke - slet ikke - har kunnet tænke klart. Jeg var altid i mine følelser vold og derfor et let offer. Også et offer for min mands luner - famile osv. Idag er det history - men jeg er stadig offer - men nu er jeg offer for mig selv.
Skønt jeg er 40 + og har klaret en skilmisse ..(?) hmm nej det gør stadig ondt - så er der stadig mange hurdler. Familien og den angst jeg havde for ikek at være god nok og uh jeg var hende de uartige er jeg over.Tilbage er en iskold foragt for den hjerteløse måde de behandlede mig på "sig mig hvad skal jeg gøre ved min datter hun kan ikke li at være her mere og jeg tænkte at "en pige som dig" ku tale med hende. Men måske var jeg også svær at nå ind til ? Men der var ingen der kom og lagde armen om mig der var ingen der sagde kærlig ord, jeg måtte lide og tænke mig igennem fortidens traumaer under motoet " Nu får vi se om hun kan svømme ..ellers er det bare ærgligt".
Nu er jeg skilt og mine børn er store -den ene bor her stadig. Sagen er at "ikke alene" gør min ensomhed smerteligt ondt på mig - det gør også ondt at min søn ser min fiasko. Hans venner har forældre der når de holder fest - ja så holder der biler i stribevis op og ned ad vejene. Mine søskende vælter sig i venner og travlhed på jobbet. Og jeg - jeg sidder her og glor ..det er et par år siden jeg blev skilt. Siden skilsmissen havde jeg en ven - en mand som jeg dog ikke havde et dybere åndeligt fælleskab med og en mand jeg aldrig ku elske. Han ku så godt elske mig og ville flytte sammen osv. Men nej ..tændte slet slet ikke på ham på den måde..nærmest tværtimod. Så ham gider jeg ikke se mere..jeg tar en kold tyrker..ikke noget trøstesex ikke noget trøstebekendskab - kun mig. Dag ud og dag ind uden arbejde - jeg har læst ..og da "skolen" sluttede fik jeg høje karakter osv..alle mine karakter ligge over 9 !Jeg er ikke dum - jeg er ikke superintelligent eller et geni - men jeg er velbegavet klog og intelligent. Men venner kan jeg ikke få eller finde. Jeg har fået at vide af den psykolog jeg går til - og betaler til af egen lomme -at jeg stiller meget meget høje krav til mig selv og andre. At jeg kan opleves som meget kontant og hård. Det er jeg selvfølgelig ked af da jeg ikke ønsker at være kontant og hård..det er også kun nogen gange (tror jeg ) at jeg er det!
Jeg har en brutal ungdom bag mig..hvor jeg faktisk er en af de få eller måske den eneste der overlevede.. vi var meget rå. Jeg har aldrig været narkoman men jeg var glad for lsd - og hash. Lsd ændrede min personlighed og fra at være et skønt og åbent menneske blev jeg totalt sky og (virkelig) ku se ind i andre mennesker blot ved at kaste et blik på dem. Sådan havde jeg det engang ..det er laaaaaaaaang tid siden..men denne personlighed er der stadig. Jeg er skrap jeg er vidende ..jeg er velklædt jeg bor fedt..men jeg har få venner . INGEN idag kan forbinde den fortid jeg har med mig ..det ligger så langt væk og jeg ligner ikke en der har været sådan..pusher og prostitueret. Jeg ligner det langt langt fra.
Jeg søgte ly i mit ægteskab og med en hård mand..og igen i et miljø der lå langt fra den familie jeg kommer fra..nu korter jeg det her af for eller blir det laaaangt. Kort og godt vi røg megen hash sammen (aldrig foran børnene)..psykisk kan jeg ikke tåle det. Da jeg blev skilt fra ham - vupti holdt jeg op med det..det er nu 3-4 år siden. Så jeg har ændret personlighed - jeg bryder mig overhovedet ikke om hash - jeg har altid hadet stoffer! Det var "kun" et år af min grønne ungdom jeg tilbragte i Kbhs hårdeste miljø...men som sagt lsd spøger du ikke med. Så jeg er altså gået fra at være ivrig tilhænger til at være den argeste modstander af - hash. Jeg ser ikke på det med blide øjen. Det var superskadeligt og satte min udvikling og mit jeg tilbage ...! Dum sløv og ligeglad...ku ikke holde et job - ku ikke stå op om morgenen - ku ikke tænke en sammenhængede tanke.
Alt det kan jeg idag - tænke sammenhængende tanker (jubii). Det skal siges at jeg altid er gået meget op i hjem og børn ...som sagt boede superskønt og har to super dejlige store børn. Mine børn betyder ALT selv betyder jeg ingenting i den sammenhæng. Men som BS (ham jægersoldaten) siger: Du skal tænke på dig selv først og have det godt ellers kan du ikke være noget for andre. Det har manden ret i. Sagen er at da min hjerne har kørt på stand-by i så mange år og jeg har været plaget af håbløs skyld skam og nervøsitet og angst for alt og alle ..så har jeg haft rimeligt svært ved at sætte mig selv først. Det var altid børnene og hvad "andre mennesker tænkte" ..på det sidst punkt er jeg stærkt præget hjemmefra. Altså jeg har fået indpodet så megen angst og skam ..så jeg ikke - slet ikke - har kunnet tænke klart. Jeg var altid i mine følelser vold og derfor et let offer. Også et offer for min mands luner - famile osv. Idag er det history - men jeg er stadig offer - men nu er jeg offer for mig selv.
Skønt jeg er 40 + og har klaret en skilmisse ..(?) hmm nej det gør stadig ondt - så er der stadig mange hurdler. Familien og den angst jeg havde for ikek at være god nok og uh jeg var hende de uartige er jeg over.Tilbage er en iskold foragt for den hjerteløse måde de behandlede mig på "sig mig hvad skal jeg gøre ved min datter hun kan ikke li at være her mere og jeg tænkte at "en pige som dig" ku tale med hende. Men måske var jeg også svær at nå ind til ? Men der var ingen der kom og lagde armen om mig der var ingen der sagde kærlig ord, jeg måtte lide og tænke mig igennem fortidens traumaer under motoet " Nu får vi se om hun kan svømme ..ellers er det bare ærgligt".
Kommentarer
Jeg håber du kan finde nogen der i det mindste bare kan hjælpe dig lidt på vej til at få det bedre. Jeg håber for dig