Hjem Sind og psyke Ensomhed

Angst for at starte på nyt arbejde

Redigeret 17 juli, 2008, 17:17 i Ensomhed
Hej allesammen


Jeg er ny herinde, men jeg står i en lidt desperat situation som jeg håber der er nogle der kan hjælpe lidt med.
Jeg kan ikke finde ud af hvordan man skriver til brevkassen, så nu prøver jeg her..

Jeg fik konstateret en let depression for ca. 3 år siden, og har siden taget lykkepiller. På det tidspunkt fik jeg også at vide af min læge at jeg havde angst for at arbejde.
Jeg var lige flyttet hjemmefra, og turde ikke begynde at arbejde, da jeg var bange for at folk ville forvente alt muligt af mig, og at jeg ikke ville kunne finde ud af det. Jeg blev sygemeldt, og gik hjemme i ½ år ca.

Siden har jeg fået det meget bedre, men det er dog meget i perioder. Jeg har haft et deltidsarbejde, og var begyndt at læse til pædagog. Da jeg havde læst i et år skulle jeg ud i min første praktik hvor timeantallet var ca. 34 timer om ugen.
Det var åbenbart mere end jeg kunne holde til, det var også ret stressende, da det var i en børnehave. Jeg tog orlov fra praktikken efter 2 mdr, hvoraf jeg havde været fraværende knap halvdelen af tiden.
Det er 3-4 mdr. siden nu, og jeg troede egentlig jeg var klar til at begynde forfra i en ny praktik. Jeg skal begynde i en SFO her til d. 1. august.

Problemet er at jeg her i sommerferien fik tilbudt et nyt job, hvor jeg kunne arbejde på 30 timer ugentlig indtil d. 1. august, og derefter kunne jeg beholde det som studiejob. Jeg var til jobsamtale om onsdagen, og skulle begynde mandagen efter. Jeg glædede mig, da det virkede som en god arbejdsplads med nogle søde mennesker, og jeg var egentlig ikke nervøs.
Men da det blev mandag middag kunne jeg simpelthen ikke komme afsted, der var noget i min krop der var bange og bare ville blive hjemme. Så jeg ringede og meldte mig syg, og lovede mig selv at tage afsted dagen efter. Det samme skete igen. Om onsdagen opgav jeg, og ringede og sagde at jeg ikke kom (jeg havde mit gamle job i baghånden, ville bare hellere være startet på det nye, da det var mere attraktivt).

Nu er jeg så tilbage på mit gamle job, men føler mig som en kæmpe fiasko, fordi jeg opgav mit nye job inden jeg fik givet det en chance.

Jeg ved godt at jeg ikke skal slå mig selv i hovedet med det, men det er som jeg egentlig er rigtig bange for nu, er hvad der kommer til at ske her til d. 1. august når jeg skal starte i SFO'en.
Nu er jeg bange for at jeg heller ikke kommer afsted der, og hvis jeg gør er jeg bange for at jeg ikke kan klare det, ligesom jeg ikke kunne i børnehaven, for jeg er åbenbart ikke kommet så meget længere, som jeg lige troede Sad


Håber der er nogle af jer som har nogle gode råd, bare et eller andet jeg kan bruge til noget, for det eneste folk omkring mig siger er: det skal nok gå, men det er jeg sgu bange for at det ikke gør!!


På forhånd MANGE tak!!

Forresten vil jeg lige tilføje:

da jeg gik i gymnasiet (inden jeg fik min depression) var jeg vildt nervøs da jeg skulle op til de endelige eksamener på 3. år. Så der fik jeg skudt en stift i øret, som skulle tage min nervøsitet, og det hjalp rigtig meget..

Men ved ikke om det vil hjælpe i denne situation, for det er jo ikke kun det med at starte, men ligeså meget det om jeg kan klare at være der..
For det er fordi at inde i mit hoved forventer de alt muligt af mig, og det er jeg bange for at jeg slet ikke kan leve op til + at jeg ikke ved om jeg har overskuddet til praktikken.
Men håber det virkelig, for jeg vil så gerne!

Kommentarer

  • Hej MioMao

    Jeg kan godt genkende meget af det, du skriver.

    Der var én ting, der straks faldt mig ind, da jeg læste dit indlæg: Har du mon valgt det rigtige arbejdsområde? For mig lyder det som om, at du er fejlplaceret ude i en institution og indenfor et omsorgsgivende arbejde. Ikke fordi der er noget galt med dig – jeg ville sandelig også selv være fejlplaceret inden for sådanne områder – men fordi det bare slet ikke lyder rigtigt for dig, sådan som du har det.

    Når du har det så svært med at skulle leve op til andres (og dermed egne) forventninger, så du decideret føler dig angst ved at skulle på arbejde, så virker det som om, at du skyder helt forbi målet ved at vælge et omsorgserhverv. Det er et arbejdsområde, hvor man så let kan blive bebrejdet alt muligt og hvor der er så meget stress på. Det er et arbejdsområde, der kræver rigtigt meget og ikke mindst, skal man være 'på' hele tiden. Det er et job, hvor du skal bruge rigtigt meget energi og yde og give andre noget hele tiden. Har du det overskud og nogen der giver dig noget?
    Når man arbejder med mennesker er der hele tiden valg, der skal træffes og ting, der skal tages stilling til. Er der mange valg og beslutninger, der skal træffes, kan man også altid blive bebrejdet et forkert valg eller en forkert beslutning og det tror jeg, at du er meget bange for at blive. Der følger et stort ansvar med og når der er ansvar, er der også stor sandsynlighed for, at du aldrig vil føle, at du gør det godt nok og lever op til ansvaret. Og så vil du måske føle, at det er 'de andre', der synes, du ikke gør det godt nok.

    Var der mon ikke nogen andre arbejdsområder, der ville være bedre egnede til dig, som du kunne tænke dig?
    Et område hvor der ikke blev stillet så store krav til dig personligt. Et område med mindre ansvar. Måske et sted med færre mennesker, mindre stress og mindre heftig aktivitet. Måske et arbejde hvor du kunne få lidt mere ro omkring dig. Bare støjniveauet i en institution kan jo stresse utroligt. Når man lider af angst og depression, så er konstante krav og stress absolut ikke så heldigt.
    Samt ikke mindst indenfor et område, hvor det ikke hele tiden er dig, der skal give andre noget. Det tager utroligt meget energi, altid at skulle være den, der giver og når du selv har gået med en depression, så tvivler jeg på, at du har særligt meget overskud at give af. Så er det klart, at du føler angst over at skulle på arbejde og skulle leve op til alt det, man skal leve op til i en institution. Det er klart, at du føler fiasko over noget, du ikke kan klare, hvis du satser langt over målet og forventer noget helt urealistisk af sig selv.

    Har du nogle ting, du virkeligt interesserer dig for? Hvad kan du godt lide at beskæftige dig med? Hvad gør dig glad? Hvad giver dig nydelse? Hvad giver dig energi?
    Det er svære spørgsmål og måske kender du slet ikke svarene endnu. Men svarene kunne pejle dig i den rigtige retning. Når der er noget, man godt kan lide at lave, så er man som regel også god til det og så er man ikke så bange for at fejle. Dermed kan man begynde at hente succesoplevelser i stedet for nederlag og det er utroligt vigtigt.

    Når du har haft en depression og lider af angst, så har du en skrøbelig personlighed og den skal du tage hensyn til. Angsten fortæller dig, at du gør noget, der ikke er godt for dig selv. Selvfølgeligt skal man ikke lade sit liv styre af angst, men man er også nødt til at lytte til sig selv og prøve at forstå, hvad det er for tegn krop og sind sender til én og vil fortælle én. At det er noget, man gerne vil, betyder ikke, at man nødvendigvis kan det eller at det nødvendigvis vil være godt for én.

    Hvis du virkeligt brænder for at blive pædagog og arbejde i en institution og det virkeligt er det du vil med dit liv, så må du nok gå en anden vej. Så er du nødt til at tage de hårde skridt, der skal til for at nå dit mål. Så må du på en helt anden måde arbejde med din angst og din depression og få noget indre styrke og tro på dig selv. En sådan proces vil formentligt kræve professionel hjælp af en terapeut eller psykolog.

    Jeg tror, at du er nødt til før eller siden at gøre dig nogle tanker om, hvorvidt du er kommet på den rette hylde eller om en anden hylde kunne være bedre for dig. Jeg ved godt, at sådanne tanker kan komme rigtigt meget på tværs og kan ødelægge fremtidsplaner og at de kan være meget upraktiske og uønskede, men hvis ikke man er realistisk, så nytter det hele jo alligevel ikke noget. For så bryder du alligevel sammen under presset før eller siden og bliver mere syg.
    Du er nødt til at passe på dig selv, ellers vil din angst og depression bare blive værre. Der er jo en grund til, at du har det, som du har det og det er du nødt til at respektere og indrette dit liv efter. Hvis du med tiden bliver stærkere og får det bedre, så kan det være, at du kan komme tilbage til det igen. Hvis du så har lyst til den tid – det kan jo være, at du så har fundet på noget endnu bedre :-)

    KH Helene
  • Hej Helene


    Mange tak for dit lange indlæg, det har helt sikkert givet stof til eftertanke.

    Idet jeg kun fik konstateret en let depression og jeg kun har angst i forbindelse med arbejde håber jeg at det går over med tiden/årene.
    Derfor håber jeg at jeg godt vil kunne klare en pædagoguddannelse og det ansvar der følger med som færdiguddannet.

    Det er det eneste jeg brænder jeg. Jeg har altid gerne ville arbejde med mennesker, gerne i et arbejde hvor jeg kan gøre en forskel. Da jeg var lille ville jeg arbejde som psykolog eller med mennesker med spiseforstyrrelser, men efter jeg er blevet ældre har jeg lagt de "tunge" jobønsker på hylden, da jeg normalt er et meget positivt menneske, og jeg vil også gerne kunne have det sjovt og grine på min arbejdsplads.

    Men som sagt brænder jeg for at være et sted med mennesker som behøver hjælp, hvor jeg kan være med til at gøre en forskel, så kan ikke se mig selv tage andre uddannelser..

    Jeg har her i aftes tænkt på at jeg imorgen vil ringe til lægen og høre om mulighederne for nogle samtaler med en proffesionel. Min egen læge har desværre ferie de næste 3 uger, så det gør nok ikke situationen nemmere.
    Og ellers tror jeg at jeg tager en lån i banken, og selv betaler for nogle psykologtimer, for føler at jeg virkelig trænger til at en proffesionel vinkel på det her. Fortælle mig hvad jeg kan gøre, og give mig nogle redskaber til at komme videre med.
  • Forresten: det job jeg skulle være startet på i mandags var indenfor telemarketing, så det er ikke kun indenfor pædagog-branchen at jeg er bange for at starte nye steder.
  • Hej igen

    Nej, det er klart, at det ikke kun er indenfor pædagogbranchen, at dine problemer vil vise sig. De handler jo om, hvordan du oplever dig selv, verden og andre mennesker, så problemerne vil jo givetvis vise sig i mange situationer. Men netop indenfor de omsorgsgivende erhverv, som du søger, vil du helt sikkert hele tiden blive konfronteret med de ting, der er rigtigt svære for dig. Det betyder som sagt ikke, at man nødvendigvis skal undgå dem, for det er som regel også de svære ting, man kan lære en masse af.

    Man skal bare have de redskaber og ressourcer man har brug for til at kunne tackle det, der er svært for én, så derfor synes jeg, at det lyder rigtigt fornuftigt med nogle samtaler med en professionel behandler.

    Hvis du vælger selv at betale for nogle sessioner, så vil jeg anbefale dig at gå på nettet og søge under forskellige psykologer/terapeuter. Der er et bredt udbud og på den måde kan du på forhånd få nogle forestillinger om, hvilken terapiform der måske ville være bedst for dig.
    Du kan så evt. sende de behandlere, der lyder som noget for dig, en mail og høre om de mener, at de kan hjælpe dig. Denne fremgangsmåde kan give et rigtigt godt forhåndsindtryk af, om det er det rigtige for dig.
    Det var ialtfald den metode, jeg selv brugte, da jeg skulle starte i terapi og jeg fandt jeg en rigtig dygtig NLP- og hypnoterapeut, hvis behandlingsmetoder passede perfekt til mig.

    Hilsen Helene
Log in eller Registrér for at kommentere.