Hjem Sind og psyke Incest og seksuelt misbrug

Alt for mange tanker

Det hele kører rundt i hovedet på mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal acceptere det her som en del af mig, af min fortid, men jeg kan nok heller ikke komme videre før jeg gør.
Jeg tror nok jeg holder pause fra min terapeut lige nu. Jeg ved slet ikke om det er klogt, men jeg kan på den anden side heller ikke overskue at skulle bruge en masse penge på ikke at komme nogen vejne. Han siger at jeg skal slippe offerrollen, men jeg skal vel først finde ud af at det er den jeg er i, og at jeg skal komme videre, men det ved jeg sgu ærlig talt ikke, hvordan jeg gør.

Jeg sover slet ikke nok og går rundt i et mere eller mindre konstant svimmelheds- og angstanfald. Igår ville jeg købe noget dansk vand, men kom ud af butikken med en vandmelon, for det var det der var tættest på og jeg skulle bare ud derfra hurtigst muligt for det hele lukkede sig sammen om mig og folk var alt for tæt på mig. Jeg ved ikke helt hvad det er der sker, for det har aldrig været sådan her før. Måske er jeg bare begyndt at mærke mig selv og så har det altid været sådan og det er bare først nu jeg registrerer der... Måske er det fordi jeg er begyndt i gruppe terapi. Er der nogen af jer andre der har erfaring med det? Jeg synes det er super hårdt, for jeg kæmper stadig med om overgrebene virkelig har fundet sted og når jeg så bliver konfronteret med alt det jeg har til fælles med de andre i gruppen, så føler jeg næsten ikke at jeg kan tillade mgi at være i tvivl...men det er jeg jo og jeg ved ikke hvordan jeg kan stole på det min krop fortæller mig, at det er sket. Måske er jeg bare bange for at se det i øjnene og for at mærke hvad det reelt betyder for mig at det er virkeligt, eller har været det.

Ved ikke hvor mange af jer andre der er studerende, men synes bestemt ikke eksamen har været nogen god tid, så måske er det også bare fordi jeg er stresset og ikke kan finde ud af at fungere sammen med mennesker, ikke kan finde ud af at handle ind, spise, sove...
Jeg aner ikke hvor jeg vil hen med det her, der var bare ikke plads til mere inde i mit hoved

Anna

Kommentarer

  • Kære Anna

    Jeg blev i sin tid afvist fra dist. psyk. fordi jeg i forvejen gik i privat terapi. Jeg fik at vide, at man ikke kunne gå i to forskellige slags terapier samtidigt, da det givetvis var forskellige metoder, der blev brugt og dermed ville det bare give forvirring. Så måske vil det være gavnligt med en pause fra din terapeut, for det lyder som om, at gruppeterapien allerede har givet dig noget nyt og positivt.

    Jeg tror, at du har helt ret i, at du nok ikke kommer videre, før du accepterer din fortid som en del af dig selv og grundlaget for dit nuværende liv. Uden hele den del af dig selv, der ligger skjult i fortiden, vil du jo blive ved med at være fremmet for dig selv og vil aldrig komme til at forstå og acceptere dig selv.

    Nu kender jeg dig jo ikke og har kun din gengivelse af din terapeuts ord om, at du sidder fast i offerrollen, så nu antager jeg, at han har ret i, at det er offerrollen, der udgør blokeringen. Det hjælper jo bare ikke så meget, at han siger, at du skal slippe offerrollen, hvis ikke han fortæller dig, hvordan du skal gøre det og hvad offerrollen betyder.

    Jeg tror, at når det ikke allerede står klart for dig, hvad der er sandheden om din fortid og hvad der ikke er, så er du nødt til at træffe et valg og tage en bevidst beslutning. Tvivl er altødelæggende. Den er helt naturlig, men før eller senere er man nødt til at slippe den, hvis man vil videre. Tvivl lammer én og låser én fast. Slipper den ikke af sig selv, er man nødt til at vælge og arbejde ud fra det valg, hvis man ikke skal gå helt i spåner.
    Det er et pest eller kolera valg, det ved jeg udmærket. Det føles som om man går i stykker, uanset hvad man vælger.

    Hvis du vælger tvivlen, så vil tingene fortsætte på samme måde som hidtil. Kun vil symptomerne formentligt forværres, for man bliver syg af at fortrænge, fornægte og omforandre virkeligheden. Det skaber så frygteligt meget angst i én at leve i en virkelighed, der reelt ikke findes. Enten må man vælge, at man vil tro på, at det er sket eller at det ikke er sket. Vælger man det 'rigtige' vil man opleve fremgang. Vælger man ikke det rigtige, vil man få det værre.

    Vælger du at tro på de ting, din krop og dele af dit sind fortæller dig, så vælger du livet og dig selv. Men det er klart, at det vil være hårdt og give en reaktion. Det gør det altid, når man slipper sine forsvar og er nødt til at se ting i øjnene, man ikke vil se. Men du har det jo også hårdt nu.
    At vælge at tro på sig selv er en afsked med offerrollen. Det vil være skræmmende, hvis man har identificeret sig med offerfølelserne, for hvis man ikke er et offer, hvem eller hvad er man så? Så er det måske fuldstændigt i modstrid med éns selvbillede, at man pludseligt selv skal til at påtage sig ansvaret for sig selv og sit liv.
    I offerrollen ligger ofte en indbygget, ubevidst overbevisning om, at der må og skal komme nogen og redde én, for man kan ikke selv. Så man venter og venter på, hvornår det sker og går mere og mere i spåner i ventetiden. Men der kommer ikke nogen, for der er ikke nogen, der kan redde én. Selv den dygtigste terapeut kan ikke redde én. Terapeuten kan give hjælp til selvhjælp, men det er én selv der skal åbne sig og arbejde med tingene og føle følelserne. Ingen kan tage smerten fra én.
    Når man forstår det, så har man taget det måske største og vigtigste skridt til at blive helet. Så begynder man at tage kontrollen over sit liv, for så forstår man, at hvis man skal have et liv, så bliver man nødt til at overvinde sin modstand og sin angst. Det er en barsk erkendelse, men den eneste vej til bedring.

    Tiden inden der kommer hul igennem, føles som om, man krakelerer. Når først man giver op og erkender virkeligheden, så bliver det en anden kamp. For dér begynder man at kæmpe for sig selv og kæmper ikke længere en håbløs kamp med lukkede øjne mod en usynlig fjende. Jo mere virkelighed du ser i øjnene, desto bedre rustet er du til kampen. At det skaber angst, betyder ikke, at man skal lade være med at gøre det. Tværtimod.

    Det er som i eventyrerne. Prinsen skulle kæmpe mod drager for at få prinsessen og det halve kongerige. Han har sikkert også været bange, men han gjorde det, for gevinsten der ventede på ham, var så stor, så den var kampen værd. Når han havde overvundet dragerne, kunne de (forhåbentligt) leve lykkeligt til deres dages ende. Vores kamp er ikke anderledes. Vi kæmper for at vinde os selv og vors egne liv. Det er nok værd at nedlægge et par drager for at få dén belønning. Selvfølgeligt er man bange, men de drager vi kæmper imod befinder sig i fortiden, så de er slet ikke så farlige længere, som man går og tror. Der er meget mere grund til at frygte den magt over os, som de stadigt kan have i nutiden. Så længe vi fornægter virkeligheden, har vi tabt på forhånd.

    Jeg tror, det er i bogen 'At hele sårene', at der står: 'Når jeg FORSTÅR, at jeg er blevet misbrugt, starter helingsprocessen'. Det er så sandt, som det er skrevet.

    Mange hilsner Helene
Log in eller Registrér for at kommentere.