Hvorfor ikke tage hensyn til patienternes erfaringer?
Der tales så meget om, at sundhedsvæsenet skal spare, og at der skal prioriteres. Visse behandlinger skal måske slet ikke gives længere.
Nu kan jeg læse om en undersøgelse, hvor man har givet patienter med slidgigt fysioterapi og derved sparet dem for operationer. Og det er jo fint.
Men… der er jo også noget andet, der virke på slidgigt: Den rigtige kost!
Det er meget underligt, at patienter efter et endt behandlingsforløb ikke bliver bedt om at fortælle om deres egen oplevelse af forløbet: Hvad virkede?
For et par år siden fik jeg smerter i det ene knæ. Problemet skyldtes slidgigt. Ifølge lægen var der ikke andet at gøre ved det end at tage smertestillende medicin og gå til fysioterapi. Men det er jo ikke sandt! For ca. 20 år siden kurerede jeg slidgigt i fingrene via kosten. Da jeg havde fået at vide, at mit problem med knæet også skyldtes slidgigt, gik jeg derfor straks i gang med at spise såkaldt antiinflammatorisk kost (som kort sagt går ud på at spise mange grønsager, især kål, fed fisk, bær og mælkeprodukt med sunde bakterier i, som f.eks. A38).
Kuren hjalp hurtigt, og jeg blev smertefri uden at have taget en eneste smertestillende pille. Jeg droppede tanken om fysioterapi. Jeg rører mig en del i det daglige, for jeg er cyklist, og jeg har desuden en have at passe.
Jeg har selvfølgelig fortalt lægen, hvordan jeg selv kurerede min slidgigt. Hun reagerede venligt, men jeg har ikke indtryk af, at den slags erfaringer spiller nogen rolle. Hun sagde bare, at jeg selvfølgelig skulle blive ved med at gøre det, som jeg mente, hjalp mig.
Hvorfor må det ikke komme til offentlighedens kendskab, at man kan kurere slidgigt ved at spise såkaldt antiinflammatorisk kost? Den viden har eksisteret i massevis af år. Hvorfor mener man i sundhedssystemet, at den viden skal skjules?
