Indstillinger
Hvad skal jeg gøre - kærligheden er væk?
Hej forum
Efter 15 års samliv/ægteskab så føler jeg mig nu i en situation hvor jeg virkelig er på en følelsesmæssig rutsjetur - deprimeret, frustreret og vred. Jeg er gift med kvinde, som ikke længere ved hvad hun vil og som har svært ved at opbygge en kærlighedsrelation til mig, siger hun. Vi er 40 og 39 år gamle. Hun fortæller mig ikke direkte, at vi skal gå fra hinanden, men kredser om emnet. Vores sexliv er gået fuldstændigt i stå og dialogen har også været helt væk indtil for nylig. Vi har tre drenge på 5,10,13 som kræver meget af vores tid og derfor har det været 'nemt' at fylde livet med praktiske gøremål og så bare glemme vores forhold. Men jeg kan ikke mere nu og derfor har jeg bragt det på banen for hende.
Når vi snakker om det peger mine forslag altid i retning af at vi skal gøre noget og peger frem mod at vi kan arbejde os til det bedre, hvorimod hun er et sted hvor hun ikke er afklaret med om hun overhovedet vil arbejde for det. Vi har tidligere også siddet svært i det økonomisk, men er lige kommet ud af den klemme ved at få solgt huset. Det har taget hårdt på mig, hvorimod økonomi altid har været sekundært for hende. Jeg har fået at vide at jeg ikke er en livsnyder osv. fordi jeg har været fokuseret på økonomien, men tallene har virkelig ikke set godt ud.
Derudover har jeg igennem længere tid oplevet at hun snakker med sine veninder om os på en måde som har gjort mig ked og skuffet af det, når nu hun ikke har talt med mig om det. Sms'er der tikker ind med tekst a la ' Er du blevet single?, Hvordan gik samtalen? (med reference til at vi skulle til parterapi) For mig har det været privat, men jeg er ved at åbne mig overfor mine venner i forhold til min situation.
Vi har nu bestilt parterapi og det er selvfølgelig godt at vi så kan gå i dialog. Men det virker ikke som om at hun ønsker at det skal pege fremad.
Jeg vil rigtigt gerne give vores forhold en sidste chance, da forudsætningerne nu er bedre for at lykkes - jeg elsker hende, vi har en bedre økonomi, flere muligheder, bedre jobs (uden stress) - men det virker som om at det kun er mig, der har det sådan.
Lige nu tænker jeg også på mig selv og om jeg skal forberede mig bedst muligt på at forholdet slutter. Hvad skal jeg gøre?
Efter 15 års samliv/ægteskab så føler jeg mig nu i en situation hvor jeg virkelig er på en følelsesmæssig rutsjetur - deprimeret, frustreret og vred. Jeg er gift med kvinde, som ikke længere ved hvad hun vil og som har svært ved at opbygge en kærlighedsrelation til mig, siger hun. Vi er 40 og 39 år gamle. Hun fortæller mig ikke direkte, at vi skal gå fra hinanden, men kredser om emnet. Vores sexliv er gået fuldstændigt i stå og dialogen har også været helt væk indtil for nylig. Vi har tre drenge på 5,10,13 som kræver meget af vores tid og derfor har det været 'nemt' at fylde livet med praktiske gøremål og så bare glemme vores forhold. Men jeg kan ikke mere nu og derfor har jeg bragt det på banen for hende.
Når vi snakker om det peger mine forslag altid i retning af at vi skal gøre noget og peger frem mod at vi kan arbejde os til det bedre, hvorimod hun er et sted hvor hun ikke er afklaret med om hun overhovedet vil arbejde for det. Vi har tidligere også siddet svært i det økonomisk, men er lige kommet ud af den klemme ved at få solgt huset. Det har taget hårdt på mig, hvorimod økonomi altid har været sekundært for hende. Jeg har fået at vide at jeg ikke er en livsnyder osv. fordi jeg har været fokuseret på økonomien, men tallene har virkelig ikke set godt ud.
Derudover har jeg igennem længere tid oplevet at hun snakker med sine veninder om os på en måde som har gjort mig ked og skuffet af det, når nu hun ikke har talt med mig om det. Sms'er der tikker ind med tekst a la ' Er du blevet single?, Hvordan gik samtalen? (med reference til at vi skulle til parterapi) For mig har det været privat, men jeg er ved at åbne mig overfor mine venner i forhold til min situation.
Vi har nu bestilt parterapi og det er selvfølgelig godt at vi så kan gå i dialog. Men det virker ikke som om at hun ønsker at det skal pege fremad.
Jeg vil rigtigt gerne give vores forhold en sidste chance, da forudsætningerne nu er bedre for at lykkes - jeg elsker hende, vi har en bedre økonomi, flere muligheder, bedre jobs (uden stress) - men det virker som om at det kun er mig, der har det sådan.
Lige nu tænker jeg også på mig selv og om jeg skal forberede mig bedst muligt på at forholdet slutter. Hvad skal jeg gøre?
Kommentarer
I er nødt til at finde ud af, om I begge vil arbejde for det her, og der kan parterapeuten være en god hjælp. Hun kan ikke tage jer i parterapi, hvis I ikke begge vil, og det tror jeg hurtigt hun kan afklare.
Hvis den ene har opgivet på forhånd, kan den anden ikke kæmpe alene.
Det med veninderne skal du ikke tage så tungt, jeg betroede mig også til mine, fordi kommunikationen med exmanden var så svær og umulig. Man er nødt til at søge støtte et sted, og det gør hun hos veninderne. Det synes jeg er naturligt nok, hun burde måske bare være lidt mere diskret overfor dig.
Det vigtige må være at afklare, om I begge vil arbejde for det her.
Hvis hun ikke vil, så er det bare om at få det hele afsluttet så godt og fredeligt som muligt.
Min exmand viste sig i parterapi, -at være den som ikke ville kæmpe mere, og som havde givet op. Det viste sig efter 10-15 triste år i et udslukt ægteskab, hvor ville jeg dog gerne have haft den viden tidligere: at han ikke gad mere, men trak tiden ud, fordi det var for svært at konfrontere.
Nu glæder jeg mig til min nye tilværelse, imens jeg selvfølgelig sørger over det tabte.... Dengang det var godt. De sidste 10-15 år vil jeg ikke savne.
Held og lykke med det!
Men – hvis I skal have noget fornuftigt ud af det, er I nok nødt til lige at sætte jer sammen, og prøve at få aftalt, hvad I hver især vil med denne parterapi.
I får nok ikke det store ud af det, hvis den ene vil have hjælp til at få forholdet til at fungere og den anden vil have hjælp til at komme ud af det – så møder I jo op med hver jeres dagsorden.
I har haft nogle barske år med dårlig økonomi, noget der kan få de fleste forhold til at knage ganske gevaldigt, så det er jo lidt tankevækkende, at I lige netop nu, hvor tingene ser noget lysere ud - både mht økonomi og job – seriøst overvejer at kaste jer ud på det dybe vand igen, og det vil I jo gøre, hvis I går fra hinanden nu.
I de barske år – også med mindre børn – er der givet røget nogle ”finker af panden” som I da skal prøve at få ryddet op i.
Jeg synes da klart, I skal bruge parterapien til at få tavlen vasket ren, prøve at se alle de gode muligheder, der nu er for jer. Jeres børn er ved at være store – der er nu ved at være tid til jer to og til jeres drømme og ønsker.
Hvis I – begge to – virkelig VIL og måske er villige til at æde nogle kameler og prøve at LYTTE til den andens ønsker og behov, burde der være rigtigt gode muligheder for at arbejde på at se hinanden i et nyt lys, måske kan få gnisten til at springe igen mellem jer.
Selvfølgelig hvis kærligheden virkelig er død, så er det sådan, det er , men I skylder jeres børn – og ikke mindst hinanden – at gøre et virkelig tilbundsgående forsøg på at få tingene til at fungere – og naturligvis på den gode måde. I har haft rigtigt meget ”op ad bakke” - I burde gøre forsøget nu, hvor I kunne følges på den vej, der noget nemmere går lige ud.
Som sådan er der ikke noget galt i, at man bruger sine venner/veninder til fortrolige parforholdsproblemer, man kan ofte få lidt nye vinkler på sine tanker – men man skal bare huske at vennen/veninden først og fremmest ser tingene med vennens briller – og ikke objektivt som netop en terapeut vil gøre.
Da det her jo er et debatforum, håber jeg meget, du vil melde tilbage om, hvordan det går med terapien.
Men jeg kan da umiddelbart se, at vi ikke er helt uenige. Smil
Mange tak for jeres kommentarer der varmer i en mørk tid.
Jeg sætter virkelig pris på, at I har taget tid til at svare på mit indlæg.
Ligesom dig - Anin14 - føler jeg at hun pga. tryghed og måske frygt for min reaktion trækker tiden ud (fx vrede, sorg osv.).
Jeg kan ikke rigtigt være i det hele mere og især heller ikke når vi er sammen med vores omgangskreds og familie.
Det virker som om, at jeg er med i et stort skuespil, hvor vi på scenen skal se rimeligt velfungerende ud, mens backstage er et stort kaos.
Det føles uægte og falsk det hele.
Vi mødes med hendes familie til søndagshygge og kaffe, mens min mave slår krøller på sig selv og jeg mest har lyst til at kaste op.
Det er min vurdering, at hun på overfladen trives bedre i hele det skuespil.
Jeg er helt enig i jeres kommentarer om, at der skal to til prøve at få det til at fungere og derfor tænker jeg også, at vores næste parterapi-session ultimo marts må afgøre, hvad der kommer til at ske.
Jeg skriver på tråden igen der.
Lige nu går jeg fra i det ene øjeblik at have lyst til at kæmpe for forholdet til i det næste øjeblik, at overveje hvordan jeg bedst muligt kan ruste mig til et brud.
Hvorvidt I er begyndt eller ej, kan det simpelt hen ikke passe, at der skal gå så lang tid - heller ikke mellem tiderne, for så når tingene jo at glide ud igen.
I står i en krise nu - hvorfor I da ikke skal vente uger og måneder.
Jeg foreslår klart, at I finder en ny terapeut, der har tid nu - og som vil have mulighed for at møde jer mindst en gang om ugen - i hvert fald i den første tid.
Det er selvfølgelig bestemt ikke fedt at det hele ramler sammen.
Derefter håber jeg at det fx kan være ugentligt. Men det afhænger.
Tak for din kommentar lotte123
Jeg tror du vil føle lettelse, når du i det mindste ved hvad vej I skal gå, og hvor hun står, i forhold til at prøve at give det en skalle, eller til at I skal skilles.
Jeg har det meget bedre i dag, end dengang det hele var så uvist.
Ja, frustrerende når terapeuten ikke har tid, det oplevede vi også.
Men jeg synes det er flot, at I begge gerne vil have det her løst, om det så bliver at arbejde på forholdet eller at slutte det.
Alt er bedre end uvisheden.
Husk at du har masser af styrke, du skal nok klare det, det er benhårdt, men du klarer det!
Du har ret i, at uvisheden er slem - og ligesom dig skifter mine tanker konstant mellem at arbejde for det der måske er tabt og en ny fremtid. Tankerne om at ens familie falder fra hinanden er meget hård.
Jeg tænker på det hele tiden og jeg synes det er ved at æde mig op. Så jeg skal snart have en afklaring.
Da jeg læste din kommentar, syntes jeg at din sidste linie var så stærk, at jeg har valgt skrive den på en lille seddel som jeg går med i lommen - “Husk at du har masser af styrke, du skal nok klare det, det er benhårdt, men du klarer det!“. Og så tager jeg den frem når jeg står i en situation hvor alle tankerne kører. Har kigget på den et par gange og det har givet mig ro. Det lyder måske lidt poppet men hvis det virker så er det jo bare fint.
Og så håber jeg også, at du i din situation finder ro - kan jo høre at det er en lang lignende proces du har været og er igennem.
Endnu engang tak for dine gode og meget brugbare kommentarer.
Skriv endelig igen hvordan det går. Håber du en gang imellem kan give dig selv en "time out" fra alt stressen, med et eller andet der kan give dig ro og energi.
Vi nåede aldrig i parterapi, da det til sidst kom frem, at hun ikke ønskede at kæmpe for forholdet. Så det er slut nu. Lige nu er situationen kaotisk - jeg/vi leder efter en anden bolig mm - og vi har endnu kke meldt noget endeligt ud til vores børn, familie og venner. Følelserne kører konstant - og desværre fra min side nok mest med skuffelse og vrede. Det er svært at styre.
Hvis I på nogen måde har gode råd til at tage hånd om denne proces, så er de meget velkomne.