Min kone er flyttet!

manden30

Hej med jer. Jeg står i den situation, at min kone er flyttet i fredags(vi har været sammen 10år). Og for at tage den fra starten af, så valgte hun at stoppe forholdet for 1 år siden. Det var et rigtig hårdt slag for mig, fordi jeg ikke havde set den komme. Der gik dog ikke mere en 1 uges tid, før vi igen var sammen. Problemet på det tidspunkt var, at hun ikke mente jeg deltog særlig meget i de huslige pligter (vi har ingen børn) og jeg gav hende ret, jeg kunne godt se jeg havde ligget lidt på den lade side hvad det angår. Jeg havde på det tidspunkt et job i butik, så jeg var tit sent hjemme, men det skulle selvfølgelig ikke være nogen undskyldning. Jeg tog det til mig og mandede mig op, som jeg jo ellers altid havde gjort, og fattede ligesom budskabet i det. Jeg fortalte så hende, at jeg savnede noget mere kærlighed fra hende, som jeg ikke havde følt i noget tid. Hun ændrede også på det i et godt stykke tid. Nu er der så gået et år, et år hvor jeg har gjort alt hvad der stod i min magt for at gøre de ting, som man jo selvfølgelig skal når man har hus. For jeg kunne jo godt se hvad hun mente. Jeg har det det også rigtig godt med at gøre rent, lave mad, vaske tøj, handle osv. ihvertfald har der været en god fordeling, hvilket vi også har været enige om. Som person ser jeg mig selv som meget kærlig og omsorgsfuld og det har min kone også altid følt. Jeg kommer hjem fra mit forholdsvis nye arbejde, lufter hunden og kommer så hjem igen og for af vide, at vi lige skal sidde i et øjeblik! Jeg fanger selvfølgelig hurtigt hvad det drejer sig om, og så kommer bomben.. "jeg kan ikke mere, jeg har ikke gnisten". Jeg spørger selvfølgelig ind til hvad det i virkeligheden drejer sig om? Med det svar "jeg har bare ikke mere at give af". Hun siger nu at hun har brug for at være sig selv, få sit eget sted og prøve at klare sig selv. Og hun kan ikke se det skal være sammen med mig Jeg har nu i nogle dage prøvet at snakke med hende, men uden held. Det eneste hun kan sige er, at hun har haft de bedste 10 år i sit liv og at hun ikke har kunne bede om mere fra mig. Hun siger jeg har gjort alt og behandlet hende som en rigtig prinsesse. Hvis det er sandt, så forstår jeg ikke at hun er gået? Hun har allerede aftalt tid med banken så det kan blive ordnet. Intet virker som om at jeg kan tale hende fra det. Vi har skrevet og ringet lidt sammen siden fredag, men ikke det store for vi ud af det. Vi sidder bare begge og græder i telefonen.
Hun nægter at gå i terapi, da hun ikke mener der kan gøres noget for at få hendes "gnist" tilbage. Jeg prøver hårdt på at være cool og ikke at skrive eller ringe til hende, men jeg kan ikke lade vær. Jeg elsker hende jo så forbandet højt. Og det sidste år siger hun jo at vi har det godt, og at det ikke kunne gå bedre end det gjorde. Og det er alt i mens at jeg har spurgt hende af og til. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu. Jeg føler bare ikke at jeg kan give slip. Vi har haft et så fantastisk og problemfrit forhold, så hvordan kan det bare være slut nu? Hvorfor skulle behovet for at stå på egne ben pludselig opstå? Hun er gået fra at være meget omsorgsfuld og betænksom, til bare at tage alle hendes ting og er flyttet hjem til sine forældre. Jeg kan simpelthen ikke undvære hende

HJÆLP!

Spørg gerne hvis i vil vide mere. Lige nu er alt skrevet i frustration.
Hun er 28, jeg 30.

På forhånd tak!

lotte123

I var voldsomt unge, da I fandt sammen – og nu 10 år efter er I jo stadig unge.

Og ja, jeg ved godt, man ikke kan skrive det hele ned, men ved gennemlæsning af ovenstående, er der noget, der slår mig:

Hvor er det impulsive henne i jeres liv?

Det er da fint, I fordeler husarbejdet – og fint, at du finder det helt hyggeligt, men er det det, der fylder hele jeres liv?

Jeg kan sådan set godt forstå, at din kone nærmest er gået i panik ved tanken om, at denne ”trummerum” bare skal køre der ud af de næste 50 år.

I har villa, volvo og vovse, og alt bliver sikkert passet til punkt og prikke, men hvor er det impulsive henne? Hvornår har I sidst blæst den støvsuger et stykke, dyrket vild elskov på stuegulvet, eller taget på tur ud i det blå – fået nogle fælles oplevelser? Hvornår har I sidst festet igennem med vennerne?

Helt ærligt – det lyder, som om I er den nok gængse beskrivelse af et modent ægtepar i pensionsalderen, hvor det hele er og skal være ”som det plejer” og har været altid, og som nok omtales som om alt er gået i stå.

Det lyder meget som om, der simpelt ikke foregår noget som helst impulsivt og uforudset i jeres liv, og jeg kan godt forstå det, hvis din kone mangler ”gnisten” - det gør du vel et eller andet sted også.

Nu ved jeg godt, at mange unge – og især unge kvinder – går og tror at et parforhold skal være en lang svæven på en lyserød sky, og at ”gnisten” skal gnistre konstant – og sådan er det virkelige liv naturligvis ikke. Selvfølgelig er der praktiske ting, selvfølgelig skal man tjene penge, selvfølgelig er der grå og tunge dage, og hvis ikke der er det, så vil man jo netop aldrig opleve den helt særlige ”gnist”, når den så er der.

Helt ærligt – I har ingen børn, Verden står åben for jer, prøv en gang at tænke tanken, om der dog ikke skal ske noget mere i jeres liv. Mærk efter katastrofen, hvis I en gang i mellem springer rengøring over, en dag er nødt til at nøjes med, hvad I har i skabet hvis noget sjovere end indkøbsturen har taget tiden fra jer – og hvis græsset lige er blevet lidt for højt.

Og ???

Jeg foreslår, du tænker lidt over det, og prøver at tale med din kone om lige netop ikke jeres liv i det hele taget er blevet FOR meget grå hverdag. Om ikke I skal prøve at tænke i nogle helt andre baner.

Og så synes jeg faktisk, at netop I givet vil have endog meget stor glæde at et par sessioner ved en parterapeut, der måske kan give jer nogle input til at få noget mere ”liv” i jeres forhold.

lotte123

Kunne du bruge mine tanker til noget? Har du fået talt med din kone om hun kunne have interesse i, at I prøvede en ko-vending med jeres liv?

Nu er det her jo et debatforum, så jeg undrer mig såre over, at man lægger et indlæg ind til debat - men overhovedet ikke melder tilbage.

Jeg har brugt tid på dig, og jeg spekulerer naturligvis over, om jeg har ramt noget, der kunne bruges - eller om jeg var helt forkert på den. Og hvis jeg var, så kunne det jo netop være væsentligt at melde det ud, så andre måske kunne komme på banen med nogle bedre tanker.