Indstillinger
Hjælp mit hjerte er knust og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre
Hej
Jeg har virkelig brug for et GODT råd til at vinde min mand tilbage.
Det handler om, at jeg i knap ni år har været sammen med min mand. De første tre år fløj vi på en lyserød sky, lige indtil vi fik vores første fælles barn – jeg havde i forvejen en pige på toår da vi mødtes.
Det var rigtig hårdt for min mand, at få et barn og i perioder ændre han faktisk rigtig meget adfærd og som tiden går bliver han meget indelukket og nem vred. Han begynder at arbejde offshore og vores forhold går endnu mere skævt. Det er utrolig hårdt, at være helt fra hinanden i 14 dage også gå 21 dage op og ned ad hinanden. Jeg prøver at nævne om han vil søge andet arbejde hvilket han afviser.
For lidt over 2,5år siden begynder mine følelser virkelig, at ændre sig for min mand, de forsvinder mere og mere – han hører mig ikke, ser mig ikke og ofte svare han slet ikke når jeg taler. Jeg har aldrig været så ked af det og ensom og det ender med, at jeg simpelthen beder ham søge læge da han intet kan overskue mere.
Han har en svær depression og begynder i medicinsk behandling hvor han får det bedre og bedre.
Vi begynder i parterapi men jeg må desværre give op da mit hjerte ikke er med og er tom for følelser. Det ender med at jeg vil skilles, da jeg simpelthen ikke kan nå ind til min mand og mit hjerte har lukket sig.
Den dag jeg siger at jeg vil skilles, stopper han med sin medicin, sletter mig fra fb, ignorerer mig fuldstændig som et barn på 14år ( Vi er knap 40år begge to ) han finder en ny kvinde samme nat og opfører sig meget modbydelig overfor mig i det han gør alt for at gøre mig jaloux.
Når jeg endelig får fat på ham på telefonen, åbner han sit hjerte og alt vælter ud, men han er gal, alt det som har frustreret ham, såret ham, gjort ham vred, ked af det ja alt og tilbage står jeg med åben mund og tænker hvor kom det fra.
Jeg siger til ham, at det er dejligt, at han endelig åbner sig og at vi da nu har noget som vi kan arbejde med ved parterapeuten men det vil han ikke, han er såret, meget såret ligesom jeg og han er bange for hvis eller hvornår jeg vil bede om skilsmisse igen.
Alle de gange hvor jeg har spurgt ind til om der var noget galt, om jeg gjorde noget forkert, eller kunne ændre noget har han altid sagt nej, du er dejlig som du er og pludselig er alt min skyld.
Efter tre ugers raseri vender han dog tilbage, da han savner mig ( kvinden og alle de andre han var blevet venner med var ren og skær for at gøre mig jaloux så han har intet lavet med andre kvinder) og han vil gerne prøve igen men problemet er, at han siger hans kærlighed til mig er lukket i – han har følelser for mig, vil gerne nusse, give knus, giver mig søde komplimenter, kramme, have sex meget sex pludselig men alligevel holder han en distance til mig da han er bange.
Jeg har såret ham, han har såret mig – der er sagt ting vi begge har fortrudt og vi har ikke kunne kommunikere sammen ordentlig da vi var et par.
Men tanken om, at jeg beder om skilsmisse igen hvis vi finder sammen som par kan han ikke bærer at tænke på. Jeg har fortalt ham at jeg pludselig har set ham fra en helt ny vinkel, fra den side som jeg faldt ved ham for og at jeg nu kan se mine fejl som jeg har lært af. Jeg har sagt at jeg vil kæmpe alt, da jeg ikke har vidst hvad jeg gjorde forkert men da han nu påpeger det kan jeg jo ændre på det. Men det er som om at han kun ser alt det her som min fejl og skyld.
Vi har aftalt at tage en dag ad gangen så hans hjerte kan hele og hans kærlighed komme tilbage men mit problem er så nu, at jeg føler mig utrolig sårbar og ulykkelig da jeg nærmest går og venter på at hans kærlighed kommer tilbage. Pt bor han ved hans far og jeg har forslået at han flytter hjem til børnene og jeg da vi savner ham og han siger at han savner os men han vil ikke flytte hjem nu og pludselig lege ” kærester ” igen. Jeg har sagt, at hans kærlighed muligvis vil komme tilbage når jeg giver ham min respekt, forståelse, kærlighed og omsorg – men det er han ikke klar til.
Jeg er bare så bange for, at når jeg går her og venter på at hans kærlighed skal komme, at han så desværre ikke får den tilbage. Mit hjerte er bange, mit indre siger pas på men jeg elsker ham og vil gerne se om han får kærligheden tilbage.
Det skal lige siges, at så snart jeg taler med andre fyre så er han der straks og vil alt men det går lidt væk igen når han ser at det kun er på venneplan- så han virker også utrolig bange for at slippe mig og siger ofte at jeg er den dejligste kvinde, mor, er god i sengen ja alt men at jeg har såret ham og det skal have lov til at hele.
Men hvor er jeg da utrolig angst for at miste ham og derfor har jeg også svært ved at være den som skal vente, for tænk hvis han så om to måneder kommer og siger at han alligevel ikke vil mere så står jeg der med et knust hjerte.
Hvad gør jeg?? Skal jeg vente og hvor længe eller slippe ham og se om hans kærlighed kommer tilbage?? Jeg er bare bange for at slipper jeg ham og han så kommer tilbage så er jeg kommet videre
Jeg har virkelig brug for et GODT råd til at vinde min mand tilbage.
Det handler om, at jeg i knap ni år har været sammen med min mand. De første tre år fløj vi på en lyserød sky, lige indtil vi fik vores første fælles barn – jeg havde i forvejen en pige på toår da vi mødtes.
Det var rigtig hårdt for min mand, at få et barn og i perioder ændre han faktisk rigtig meget adfærd og som tiden går bliver han meget indelukket og nem vred. Han begynder at arbejde offshore og vores forhold går endnu mere skævt. Det er utrolig hårdt, at være helt fra hinanden i 14 dage også gå 21 dage op og ned ad hinanden. Jeg prøver at nævne om han vil søge andet arbejde hvilket han afviser.
For lidt over 2,5år siden begynder mine følelser virkelig, at ændre sig for min mand, de forsvinder mere og mere – han hører mig ikke, ser mig ikke og ofte svare han slet ikke når jeg taler. Jeg har aldrig været så ked af det og ensom og det ender med, at jeg simpelthen beder ham søge læge da han intet kan overskue mere.
Han har en svær depression og begynder i medicinsk behandling hvor han får det bedre og bedre.
Vi begynder i parterapi men jeg må desværre give op da mit hjerte ikke er med og er tom for følelser. Det ender med at jeg vil skilles, da jeg simpelthen ikke kan nå ind til min mand og mit hjerte har lukket sig.
Den dag jeg siger at jeg vil skilles, stopper han med sin medicin, sletter mig fra fb, ignorerer mig fuldstændig som et barn på 14år ( Vi er knap 40år begge to ) han finder en ny kvinde samme nat og opfører sig meget modbydelig overfor mig i det han gør alt for at gøre mig jaloux.
Når jeg endelig får fat på ham på telefonen, åbner han sit hjerte og alt vælter ud, men han er gal, alt det som har frustreret ham, såret ham, gjort ham vred, ked af det ja alt og tilbage står jeg med åben mund og tænker hvor kom det fra.
Jeg siger til ham, at det er dejligt, at han endelig åbner sig og at vi da nu har noget som vi kan arbejde med ved parterapeuten men det vil han ikke, han er såret, meget såret ligesom jeg og han er bange for hvis eller hvornår jeg vil bede om skilsmisse igen.
Alle de gange hvor jeg har spurgt ind til om der var noget galt, om jeg gjorde noget forkert, eller kunne ændre noget har han altid sagt nej, du er dejlig som du er og pludselig er alt min skyld.
Efter tre ugers raseri vender han dog tilbage, da han savner mig ( kvinden og alle de andre han var blevet venner med var ren og skær for at gøre mig jaloux så han har intet lavet med andre kvinder) og han vil gerne prøve igen men problemet er, at han siger hans kærlighed til mig er lukket i – han har følelser for mig, vil gerne nusse, give knus, giver mig søde komplimenter, kramme, have sex meget sex pludselig men alligevel holder han en distance til mig da han er bange.
Jeg har såret ham, han har såret mig – der er sagt ting vi begge har fortrudt og vi har ikke kunne kommunikere sammen ordentlig da vi var et par.
Men tanken om, at jeg beder om skilsmisse igen hvis vi finder sammen som par kan han ikke bærer at tænke på. Jeg har fortalt ham at jeg pludselig har set ham fra en helt ny vinkel, fra den side som jeg faldt ved ham for og at jeg nu kan se mine fejl som jeg har lært af. Jeg har sagt at jeg vil kæmpe alt, da jeg ikke har vidst hvad jeg gjorde forkert men da han nu påpeger det kan jeg jo ændre på det. Men det er som om at han kun ser alt det her som min fejl og skyld.
Vi har aftalt at tage en dag ad gangen så hans hjerte kan hele og hans kærlighed komme tilbage men mit problem er så nu, at jeg føler mig utrolig sårbar og ulykkelig da jeg nærmest går og venter på at hans kærlighed kommer tilbage. Pt bor han ved hans far og jeg har forslået at han flytter hjem til børnene og jeg da vi savner ham og han siger at han savner os men han vil ikke flytte hjem nu og pludselig lege ” kærester ” igen. Jeg har sagt, at hans kærlighed muligvis vil komme tilbage når jeg giver ham min respekt, forståelse, kærlighed og omsorg – men det er han ikke klar til.
Jeg er bare så bange for, at når jeg går her og venter på at hans kærlighed skal komme, at han så desværre ikke får den tilbage. Mit hjerte er bange, mit indre siger pas på men jeg elsker ham og vil gerne se om han får kærligheden tilbage.
Det skal lige siges, at så snart jeg taler med andre fyre så er han der straks og vil alt men det går lidt væk igen når han ser at det kun er på venneplan- så han virker også utrolig bange for at slippe mig og siger ofte at jeg er den dejligste kvinde, mor, er god i sengen ja alt men at jeg har såret ham og det skal have lov til at hele.
Men hvor er jeg da utrolig angst for at miste ham og derfor har jeg også svært ved at være den som skal vente, for tænk hvis han så om to måneder kommer og siger at han alligevel ikke vil mere så står jeg der med et knust hjerte.
Hvad gør jeg?? Skal jeg vente og hvor længe eller slippe ham og se om hans kærlighed kommer tilbage?? Jeg er bare bange for at slipper jeg ham og han så kommer tilbage så er jeg kommet videre
Kommentarer
Da du så siger stop, vel sagtens fordi du ganske enkelt ikke kan mere – bliver han afsindigt rasende, og gør alt for at gøre dig endnu mere ked af det, men I får kontakt og han fortæller dig at du er dejlig og at det kun er dig, han vil? Og nu er dine følelser lige pludseligt kommet tilbage igen, efter han i årevis har behandlet dig rigtigt dårligt. Er det korrekt forstået?
Nu har du vendt på en tallerken og vil have ham tilbage, men han er bange for, at du vil vælge at gå igen, hvorfor han ikke tør satse noget som helst.
I har gået til parterapi, men først nu, hvor han måske er ved at åbne, ser du en mulighed for, at I kan få ryddet ordentligt op – men det vil han ikke ikke være med til. Har jeg forstået det korrekt?
Hvad er det så, han vil?
Det er jo ikke din skyld, at du ikke magtede mere – det er vel heller ikke hans skyld, at han blev syg, men enten vil I hinanden eller også vil I ikke, og det er klart det første I skal have på plads over for hinanden. I skal være 100% enige; at den ene vil og den anden ikke vil, kan ikke lade sig gøre. Det der halvhjertede, at han ikke vil noget uden garantier går bare ikke. Man kan ikke give garanti for følelser.
Jeg foreslår, at du siger til ham, at enten sørger han for at passe sin behandling/medicin og finder ud af helt præcist, hvad han vil – og når han har meldt det ud til dig, så finder du ud af, om du vil fortsætte på de præmisser, og at I simpelt hen skal have noget hjælp – i form af terapi, så der kan bliver ryddet ordentligt op – en gang for alle, og der skal der laves nogle helt klokkeklare aftaler, som I begge aftaler at holde til punkt og prikke. Eller også bør I helt og aldeles stoppe og prøve at finde et fornuftigt liv hver for sig.
Når der nu er børn involveret, synes jeg faktisk, det er en dårlig ide, at han flytter ind lige med det første. Børn har ikke godt af, at så bor far der – så bor han der ikke osv. Børn har (i øvrigt helt som voksne) brug for helt klare linjer, men børnene har ikke mulighed for at vælge – de bliver bare budt og må finde sig i, hvad de voksne finder på – og det er ikke rimeligt.
Hvis din mand ikke vil være med til ”fuldt program”, tror jeg faktisk ikke, I har nogen muligheder, hvorfor du er nødt til at indse, at han ikke vil dig helt så meget, som du vil ham, hvorfor du – både for din egen og for dine børns skyld – er nødt til at fortsætte dit liv uden ham.
Mvh Jannie
Jeg er glad for, at det lykkedes for mig at gennemskue, hvad du mente, og at du kunne bruge mit bud til noget.
Jeg kommer til at tænke på mit første ægteskab; jeg tiggede og bad i årevis, om vi kunne prøve at finde ud at få vores liv til at fungere. Jeg blev afvist gang på gang - til mine følelser til sidst var kvalt, og jeg sagde stop og forlangte skilsmisse.
Og så var der pludselig ikke grænser for, hvad der kunne lade sig gøre, men for mig var følelserne helt kvalt, så jeg holdt fast i beslutningen, og det har jeg aldrig nogen sinde fortrudt.
Nogle år senere mødte jeg min nuværende mand, og vi har været sammen i 18 år.
Så - held og lykke. Livet er for kort til at blive ved med at acceptere urimeligheder.
"Livet er for kort til at blive ved med at acceptere urimeligheder."