Indstillinger
Er der nogen her der ved noget?
Rosa50
✭
For fem uger siden, blev min søn ramt af en meget alvorlig blodprop, som medførte hjertestop og chok. Man havde givet ham hjertemassage i mere end 1 time Han har haft mange blodpropper i tidens løb, men forløbet har aldrig været så alvorligt som denne gang.
Hans hjerte pumper nu kun med 5-10%, han har rigtig meget væske i kroppen, og han har fået lungebetændelse.
Han ligger på sygehuset endnu på 5. uge.
De første 16 dage lå han i coma, og de første fem døgn med en hjertelungemaskine. så en uge hvor man langsomt vækkede ham, men stadigvæk med respirator.
Han mener selv han er ved at dø, og han planlægger sin begravelse m.m.
Er der nogen her, der har oplevet noget lignende? Overlevede patienten?
Jeg er meget bekymret for ham og hans evt. fremtid.
Hans hjerte pumper nu kun med 5-10%, han har rigtig meget væske i kroppen, og han har fået lungebetændelse.
Han ligger på sygehuset endnu på 5. uge.
De første 16 dage lå han i coma, og de første fem døgn med en hjertelungemaskine. så en uge hvor man langsomt vækkede ham, men stadigvæk med respirator.
Han mener selv han er ved at dø, og han planlægger sin begravelse m.m.
Er der nogen her, der har oplevet noget lignende? Overlevede patienten?
Jeg er meget bekymret for ham og hans evt. fremtid.
Kommentarer
Hvor må det være svært at stå midt i, jeg føler virkelig for dig!
Jeg har ikke oplevet noget lignende, så på den måde kan jeg ikke hjælpe dig, desværre. Din søns forløb lyder som et særligt tilfælde, både det med det langvarige hjertestop og det at han har haft så mange blodpropper før, så måske er der ikke så mange der har stået i din situation.
Din søn lyder til at være meget meget syg, 5-10 % pumpefunktion er ikke ret meget (55% er normalt) og hjertestop er meget alvorligt. Det er utroligt at han har overlevet 1 times hjertemassage og det tyder på at han er stærkere end som så.
Det er jo helt umuligt for nogen her at sige noget om din søns prognose. Hvert tilfælde er unikt, men når det så er sagt så lyder det til at din søn desværre er meget alvorligt syg.
Du har ret til at få en lægesamtale ved en af de overlæger der behandler din søn, og det synes jeg du skal tage imod. Sørg for at have andet familie med til samtalen og evt. også en veninde der kan lytte lidt mere ojektivt og måske bedre kan hjælpe jer andre med at huske hvad der er blevt sagt. Det er nemlig rigtig svært når det gælder vores nærmeste.
Du må heller ikke glemme dig selv! Sørg for at få talt med nogen omkring dette her, for det lyder rigtig hårdt for dig.
Jeg håber det bedste for dig og din søn.
Jeg tænker tit på, hvor godt det var med den genoplivning. Han er kun 49 år. Men måske er man ikke så krævende af livet, hvis man først er helt derude.
Jeg har mine tvivl om livskvaliteten hvis han overlever.
På fredag begynder vi på 6. uge. Hans hjerne har ikke taget skade, men det betyder også, at han bliver frustreret. Han kan ikke det ene og heller ikke det andet. Han har en seng og en stol. Han bliver svimmel når han skal hjælpes i bad.
Jeg ved slet ikke hvor godt han vil klare sig. Foreløbig synes jeg ikke det ser overbevisende ud.
Jeg er så træt så træt. Har dage hvor jeg ikke kan holde andre mennesker ud. Især fordi de tror at en blodprop kommer man da bare over. De aner ikke hvad de snakker om.
Sagen er vel, at dum ham selv men vel også lægerne lige nu står i et limbo hvor kun tiden kan give svar. Klarer din søn sig igennem lungebetændelsen så er det nok lettere at give prognose og behandlingstilbud. Uvisheden er altid det værste.
Jeg kender godt det der med folk der tror at sygdom, det kommer man da sig bare over fuldstændig. Nogle gør, men jo ikke alle. Man ser kun de syge på deres gode dage, ikke de andre dage hvor de har det elendigt fordi de brugte alle kræfterne på den ene dag de var ude.
Tænk over, det med at få en lægesamtale. Det vil kunne afklare mange af dine spørgsmål. Din søn kan være med, men behøver det ikke.
Jeg ville ønske jeg kunne komme med nogle trøstende ord, men det er svært når situationen er som den er.
Man påtænker at udskrive ham næste uge, men med hjælp fra hjemmesygeplejen og diverse hjælpemidler.
Dette forløb har gjort noget ved mig. Jeg kan ikke finde "gnisten" til noget. Jeg ved godt det er normalt, men at have så svært ved, at sætte mig selv i gang, har jeg ikke oplevet før. Jeg er så træt, så træt.
Bare jeg dog vidste, hvad jeg kunne sige til dig for at trøste, men jeg ved jo intet hjælper. Du skal dog vide, jeg tænker på dig og din søn og håber det bedste for jer alle.
Det værste er jo, når der er noget med vores børn.
Han var så dårlig, at de kunne sætte pumpen ind uden at bedøve ham. Han reagerede ikke.
Senere på aftenen måtte de give ham meget adrenalin. Vi blev alle kaldt ind ved hans side medens de gjorde det. Det var risikabelt og han kunne dø af det.
Det blev oplyst, at på det sygehus han var blevet flyttet til, havde han haft for lavt kalium i fem dage.
De har svært ved at dræne hans krop for væske. Han har meget vand i kroppen også i lungerne.
Lægerne siger det ser dystert ud, hans liv hænger på en knivspids.
Som familie er vi udmattede.
Jeg tænker meget på, at han så skal igennem den svære proces med at komme ud af respiratoren. Og hvordan vil han dog kunne overleve det.
Jeg sagde til en af sygeplejerskerne, at nu synes jeg det ligner dyremishandling.
Det gør mig så ondt for dig, vi elsker vores børn så højt.
Faktisk løber mine tårer ved tanken på dig og din søn.
Det er meget vanskeligt for mig, at glædes over at han er i live. Han er meget syg. Måske er det bare en stakket frist. Hans hjerte pumper kun med 5%. Han skal i dialyse hveranden dag. Dette bliver han så dårlig af, at han ikke kan holde hverken vådt eller tørt i sig.
Han er nu indlagt på 10. uge.
Dette er nok det vanskeligste jeg har været udsat for i mit efterhånden lange liv.
Min søn har fået overvågningen af, og hans nyrer fungerer, så han skal ikke mere i dialyse.
Han er stadigvæk meget syg, men dette er trods alt gode nyheder. Vi havde ikke forventet at dette kunne ske.
Nu er der så tale om, at han ikke skal hjem, men til genoptræning.
Hvor finder man sådan noget, så det er noget der er ordentligt?
Vi har ikke tillid til de kommunale plejehjem, hvis det er sådan noget man tænker på.
Han kan gå lidt, men med rollator.
Han er både stærk og svag. Det at han har overlevet, er i sig selv en præstation, men han kan ingenting.
Det tager noget af glæden ved, at han er i live. Vi er efterhånden udmattede allesammen. Det er et hårdt følelsespres at være i.