Indstillinger
Negative udtalelser om mine børn - Hjælp
Jeg har brug for hjælp til at forstå om det er mig der overreagerer.
Jeg bor sammen med min kæreste og hendes 3 drenge, som er 6, 9 og 11 år. Vi har været sammen 7 md. Derudover har vi (gennem de sidste måneder) mine 2 drenge hver anden uge, tidligere har jeg kun haft dem hver anden weekend. De er 12 og 14 år.
Mine drenge kommer fra et hjem som ikke er særlig ressourcestærk, med en mor som kæmper med depression og angst, hvilket uundgåeligt har været med til at forme mine drenge. De er stille, passive og har begge lidt dårlig selvværd. De er ikke specielt gode til at være sociale, men rigtig søde drenge som ikke ejer en dråbe ondt blod.
Min kæreste børn er lige modsat, meget livlige – som min kæreste plejer at sige ”Rigtige drenge”.
Mit problem er at jeg ofte føler mig stødt over min kærestes udtalelser, når emnet er børnene. Hun har sat en ”label” på mine børn som værende ”tavse” og ”maskin-agtige”, og når jeg f.eks. udtaler mig kritisk i forhold til at hendes drenge har larmet overdrevet meget under aftensmaden, kommer hun ofte med kommentaren at det stadig er bedre end hvis de var ”tavse”.
Jeg oplever at uanset hvad hendes drenge gør, så er det trods alt ok fordi de jo er rigtige drenge.
Det gør mig frustreret, idet der implicit ligger en stikpille om at mine ”tavse” børn jo ikke er rigtige drenge.
Her til aften havde vi en ny situation hvor hun udtaler at mine drenge ikke er børn. Baseret på at når man er passiv og små maskiner der nærmest står ret når de irettesættes, så er man ikke rigtige børn.
Hun satte derudover trumf på ved at sige at jeg gerne måtte blive sur, men det var hendes holdning .
Jeg sidder og er både sur, gal og trist over at en pige jeg elsker udtaler sig på den måde om mine børn. Jeg synes det er mangel på respekt for mig og mine børn.
Er det rimeligt, og blot en del af ”dine/mine børn udfordringer”, skal jeg sluge stoltheden og lade være med at gå i for små sko?
Det skal siges at hun aldrig udtaler sig negativt når mine drenge er der, og hun behandler dem på lige fod – og muligvis endda lidt bedre end sine egne.
Jeg bor sammen med min kæreste og hendes 3 drenge, som er 6, 9 og 11 år. Vi har været sammen 7 md. Derudover har vi (gennem de sidste måneder) mine 2 drenge hver anden uge, tidligere har jeg kun haft dem hver anden weekend. De er 12 og 14 år.
Mine drenge kommer fra et hjem som ikke er særlig ressourcestærk, med en mor som kæmper med depression og angst, hvilket uundgåeligt har været med til at forme mine drenge. De er stille, passive og har begge lidt dårlig selvværd. De er ikke specielt gode til at være sociale, men rigtig søde drenge som ikke ejer en dråbe ondt blod.
Min kæreste børn er lige modsat, meget livlige – som min kæreste plejer at sige ”Rigtige drenge”.
Mit problem er at jeg ofte føler mig stødt over min kærestes udtalelser, når emnet er børnene. Hun har sat en ”label” på mine børn som værende ”tavse” og ”maskin-agtige”, og når jeg f.eks. udtaler mig kritisk i forhold til at hendes drenge har larmet overdrevet meget under aftensmaden, kommer hun ofte med kommentaren at det stadig er bedre end hvis de var ”tavse”.
Jeg oplever at uanset hvad hendes drenge gør, så er det trods alt ok fordi de jo er rigtige drenge.
Det gør mig frustreret, idet der implicit ligger en stikpille om at mine ”tavse” børn jo ikke er rigtige drenge.
Her til aften havde vi en ny situation hvor hun udtaler at mine drenge ikke er børn. Baseret på at når man er passiv og små maskiner der nærmest står ret når de irettesættes, så er man ikke rigtige børn.
Hun satte derudover trumf på ved at sige at jeg gerne måtte blive sur, men det var hendes holdning .
Jeg sidder og er både sur, gal og trist over at en pige jeg elsker udtaler sig på den måde om mine børn. Jeg synes det er mangel på respekt for mig og mine børn.
Er det rimeligt, og blot en del af ”dine/mine børn udfordringer”, skal jeg sluge stoltheden og lade være med at gå i for små sko?
Det skal siges at hun aldrig udtaler sig negativt når mine drenge er der, og hun behandler dem på lige fod – og muligvis endda lidt bedre end sine egne.
Kommentarer
Men så kom jeg til det sidste, hm, hun er åbenbart sød ved dem. Mine tanker er så er hun sur på dig af eller anden grund, sådan bare lidt. Noget der irriterer hende siden hun stikker til dig. Måske netop fordi hun ved, hun kan ramme dig gennem børnene. Jo, det er ikke pænt, men vi er mennesker med fejl alle sammen..
Jeg kan selv, hvis jeg er gal, finde på at stikke til noget, som jeg ved gør ondt. Det er bestemt ikke pænt, slet ikke. Men hvis noget irriterer mig kraftigt, såe, ja så er det svært at lade være. Jeg tror du gør et eller andet, der irriterer hende forfærdeligt.
Det er sikkert slet ikke dine drenge, den er gal med, men noget du gør på et eller andet tidspunkt. Jeg ved godt jeg selv kan finde på at "stikke" dagen efter, jeg er blevet sur.
Spørg hende, fortæl det gør dig ondt, hun siger sådan om dine børn og hvad der gør hun er irriteret. Bare en tanke --
Men hun gør jo det, når du udtaler dig kritisk om, at de var overdrevne meget larmende under aftensmaden, at hun går i forsvarsposition, og forsvarer sine drenge, ved at sige at det er bedre end dine tavse drenge, og hendes drenge bare er rigtige drenge, underforstået at der er dine altså ikke. Og det er jo noget vrøvl, det er absolut ikke pænt af hende, for hun skal lære at gå efter bolden og ikke efter manden.
I må lige blive enige om at børn så sandelig godt kan være for larmende når I sidder og spiser, for her mener jeg, at hun må stoppe dem, så alle kan holde ud at være der.
Jeg forstår godt at du bliver ked af det, og det skal hun have at vide, for der er ikke noget som - dine og mine børn - der kan give problemer og ødelægge et godt forhold.
Blev også glad for at læse at hun er sød overfor dine drenge, og behandler dem pænt.
Men I bliver nød til at lave nogle regler, om hvor larmende I synes børn skal være når man er inden døre, disse ”rigtige drenge” skal trods alt også opdrages, så andre kan holde ud at være sammen med dem.
Til gengæld så prøv om du kan få dine drenge mere på banen og lære dem at være lidt mere sociale, og prøve at give dem et større selvværd. Få også dine to drenge til at samtale under aftensmaden, og så må de tre larmende drenge lige lære at holde mund:-) så de kan lære at lytte til dine drenge.
Men du skal være meget ærlig overfor din kæreste, og fortælle hende hvordan du føler og har det.
Jeg ønsker dig held og lykke med projektet "børn":-)
citat slut
Ja selvfølgelig, hvorfor tænkte jeg ikke på grunden skulle findes lige der. Jeg er bange for, jeg ville gøre på samme måde: Generer du mine børn, generer jeg dine. Barnligt, jo, det kan komme op i os alle.
Men jeg ville aldrig lade børnene mærke noget og det gør hun jo heller ikke.
Jeg er så enig med Sofie45 i det hun skriver.