Indstillinger
Overskud til papbørn - uden at være vild med dem
jeg fik lyst til at skrive dette indlæg da jeg oplever en dårlig stemning, og en hetz mod papmødre, så snart de giver udtryk for ikke at være lykkelige for deres papbørn.
Man kan altså godt leve et liv i lykke og have et dejligt forhold til faderen uden at være specielt begejstret for sine papbørn. Jeg har da overskud til min mands børn, de er ikke lige min kop te, jeg er ikke vild med dem men jeg har da for husfredens skyld og for min mands skyld et overskud til at respektere at de er der, og at de skal kunne komme i vores hjem uden at føle sig i vejen. Jeg gør mange ting med dem, jeg henter og bringer når min mand har brug for hjælp, jeg siger ja når den yngste spørger om hun må blive hjemme hos mig når jeg har fri istedet for at komme i fritidsordning, jeg køber tøj til dem, de er blevet taget imod med åbne arme, og hele min fam. både mostre fætre og kusiner har taget dem til sig som en del af familien fordi de er min mands børn (de er meget glade for min mand) og de bliver inviteret med til festlige begivenheder på lige fod med vores fælles børn.
Alt dette til trods for at man ikke ligefrem er vild med dem, mere kan man da for pokker ikke forvente??
Hilsen en papmor
Man kan altså godt leve et liv i lykke og have et dejligt forhold til faderen uden at være specielt begejstret for sine papbørn. Jeg har da overskud til min mands børn, de er ikke lige min kop te, jeg er ikke vild med dem men jeg har da for husfredens skyld og for min mands skyld et overskud til at respektere at de er der, og at de skal kunne komme i vores hjem uden at føle sig i vejen. Jeg gør mange ting med dem, jeg henter og bringer når min mand har brug for hjælp, jeg siger ja når den yngste spørger om hun må blive hjemme hos mig når jeg har fri istedet for at komme i fritidsordning, jeg køber tøj til dem, de er blevet taget imod med åbne arme, og hele min fam. både mostre fætre og kusiner har taget dem til sig som en del af familien fordi de er min mands børn (de er meget glade for min mand) og de bliver inviteret med til festlige begivenheder på lige fod med vores fælles børn.
Alt dette til trods for at man ikke ligefrem er vild med dem, mere kan man da for pokker ikke forvente??
Hilsen en papmor
Kommentarer
Hvad vil du egentlig med dit indlæg?
Du er jo en superpapmor.
Ingen vil vel forvente mere?
Forældrene til dine papbørn må da være ovenud lykkelige for din indsats.
Er de ikke det?
Min mand og jeg har hver 2 børn og ingen fælles børn. Jeg kan ikke særlig godt lide min mands børn og har det rigtig godt med, at de ikke kommer regelmæssigt hver anden weekend. Men omvendt når de så er hos os, så undgår jeg dem mest muligt og involverer mig ikke i dem. Selvfølgelig laver vi alle ting sammen (tur i skoven osv) men jeg laver ikke noget alene sammen med hans børn.
Er selv skilt med en datter på to år. Og ville da være så mega ked af at have dig som pap-mor til min datter... Nok har du forelsket dig i manden, men sig mig, er han ikke en del af en pakke som du burde elske og holde af?? Eller i hvert fald har valgt at tage del i, så med et fælles ansvar for at det fungere for alle parter. Dvs. BØRN som voksne... Stakkels børn! At du ikke bryder dig særligt om dem og nyder at deres besøg (dvs. kontakt med deres far) ikke er regelmæssige er mig en gåde. Hvordan kan en far vælge sådan en kvinde som sin udkårerende når han har børn? Altså kan stille mig undrende til at disse børn overhovedet følser sig velkomne hos jer.. ?
Held og lykke med dit negative sind og omsorgsgen, skal du sikkert nok få knækket nogle sarte sjæle med. Saskia
Jeg synes dit indlæg i den grad er provokerende! Hvad forventer du egentlig? Tror du virkelig, at du er i din ret til at kunne kræve, at en ny partner uden videre synes, at dine børn er det bedste i hele verden, og at han/hun skal elske dine børn? Du virker utrolig naiv og totalt uforstående overfor os, som har/har været i forhold med en partner, der har børn. Verden er ikke så lyserød, som du forestiller dig. Trådstarter gør for mig at se, det bedste hun kan for at løse situation. Du og andre biologiske forældre KAN IKKE fremtvinge følelser i den nye partner, som ikke er der. Se i øjnene, at det ikke på nogen måde er nemt for en ny partner at skulle have en pakke med i købet, som omfatter børn, der ikke er ens egne. Det er der mange, der ikke gider, så vær glad for, at der er nogen, der gider tage imod pakken og oven i købet viser så meget storsind som trådstarter! Jeg var selv meget naiv, da jeg var ung, og jeg forelskede mig stormfuldt i en mand med en lille datter på knap tre år. Jeg fatter ikke, at jeg kunne holde det ud...set i bakspejlet. En møgforkælet unge, der krævede 200 procents opmærksomhed, ingen aftaler om at holde noget af sommerferien uden den unge, og en møgunge, der ikke kunne opføre sig ordentligt, og en far, der skreg med op i hovedet, at jeg ikke skulle blande mig. Jeg gør det ALDRIG MERE! Aldrig mere skal jeg have en partner med en unge med i pakken. Jeg ærger mig faktisk over, at jeg har spildt så meget af min ungdom med en kæreste, der havde en unge, et forhold, som alligevel røg sig en tur.
Jeg har efterfølgende talt med mange kvinder, som direkte indrømmer, at de ikke gider at have en mand med børn i bagagen. Jeg var bare for naiv og godtroende, og det kommer der intet godt ud af.
Jeg er rystet over at der findes mennesker som du, Rodvin!! Vågn dog op til virkeligheden!
Vi behøver ikke elske hinandens børn, heller ikke selv om vi bor sammen med enten deres mor eller far.
Selvom verden ikke er lyserød i en sammenbragt familie, er der vel ingen grund til at gøre tingenes tilstand værre, end de er.
Jeg kan ikke huske navnet på den kvinde der skrev, at hun ignorerer mandens børn, når de er på besøg i ny og næ.
Tænk, hvor forfærdeligt det må være for børnene. Og det kan nok så mange skovture altså ikke ændre på.
Hold dog op hvor er jeg rystet over mine medsøstre.....
Hmmmmmm
Jeg er selv mor til en dreng i 1. klasse og har to teenage-bonusbørn, en pige og en dreng og vi har et fælles barn på vej.
Jeg holder utroligt meget af mine bonusbørn, elsker dem, men slet slet ikke som jeg elsker min søn. Og alle mennesker, børn som voksne, har gode og dårlige sider. Mine bonusbørns dårlige sider kan irritere mig langt mere end mit eget barns dårlige sider. Og mit overskud til mine bonusbørn er noget jeg i højere grad vælger frem for har naturligt, selvfølgelig er det naturligt i mange situationer, men i andre skal det vælges bevidst. Sådan er det jo også ift min egen søn, men der har jeg mere overskud, flere følelser osv.
Jeg tror man skal have prøvet det selv for at kunne udtale sig og forstå, hvordan det er at være bonusmor. Oftest er der tale om børn, som bor et andet sted, hos andre mennesker med andre værdier og normer end en selv. Og det er børn, man aldrig kommer til at kende så godt som de børn man bor fast med. Børn man ikke kan præge lige så meget. Børn der ikke føler den samme loyalitet og tilhørsforhold til en, som ens egne eller som de børn, man bor med fast.
Bonusbørn er en gave, men det er også børn, der stiller spørgsmålstegn ved de ting man gør. "Sådan gør min mor ikke, aj gør du virkelig sådan, det synes jeg er ulækkert" osv Det er også børn, eller kan være.....der er jaloux fordi man "har taget deres far fra dem". Dvs børn der længes efter deres far, med rette! og som derfor kiler sig indimellem ham og en selv. Det er børn som ens kæreste savner og derfor tilsidesætter alt for, retter alt ind efter osv når de træder ind af døren. Sådan gør mange weekendfædre i hvert fald....
Så som bonusmor skal man åbne dørene for børn, man ikke kender, ikke har samme følelser for, ikke har samme tilhørsforhold til og som man ganske vidst både beundres af men også kritiseres af, rivaliseres af, manipuleres af, skubbes væk af, bliver udsat for små spil af, bliver presset af osv. For man vil jo gerne være en god bonusmor. Og man forstår jo godt det tab ens kæreste og de børn har lidt.
Til gengæld kommer man nemt til at tilsidesætte egne behov totalt i de weekender. Man bliver et vedhæng: "Børnene vil sådan og sådan, så vil faderen lige så og så kan man følge med eller være udenfor fællesskabet." Det er lidt tabu at snakke om, men jeg har set det mange steder og selv oplevet det. Altsammen fordi faderen ikke har nogen steder at gøre af sit tab, sin smerte og bare vil gøre alt for at have en god weekend med sine børn, og de kommer så til at sætte dagsordenen. Ikke fordi far ellers er sådan, men fordi hans børns ønsker automatisk bliver hans behov. Og sætter man sig imod, opleves man som en dårlig bonusmor, kæreste osv. Og den der står i vejen for hans børn. For han har aldrig ene-tid osv!! At børnene så ikke vil den ene-tid men søger fælles aktiviteter og samvær, det er så noget andet. Og jeg stiller gerne op.
Men det er en utaknemmelig opgave at være bonusmor. Burde måske kalde det noget andet så.....? Når børnene så er urimelige og opfører sig dårligt, som børn jo også gør indimellem, så kan far ikke rumme det, bliver vred og irriteret men kan ikke bære at være dette på de børn, han savner og ser for sjældent, hvorfor hans irritation og vrede så bliver overført til, surprise: mig, bonusmoderen. Så er det mig, der kræver for meget, ikke skal sætte grænser, er urimelig osv. Selvom jeg strækker mig, anstrenger mig, gør alt jeg overhovedet kan for børn og for far - også på bekostning af min egen dreng......men når jeg vover at sige nej til en lille ting, og foreslår, at de gør det selv med deres far (de savner jo ene-tid, jeg tager jo tid fra dem osv), ja så beskyldes man for ikke at gide børnene.
Og når fars overskud er lille, det er nemlig meget lille, når hans børn er her, så bliver han MEGET nemt sur på mig, og det opfanger teenagedatteren, som så smelter sammen med far og udstøder mig. Jo jo.....
Dette var en LANG smøre om nogle de negative ting. Jeg følger gerne op en anden dag med de positive ;-)
Jeg har den dybeste respekt for dig. Når man selv sidder i den anden ende, og hvis man har lidt forståelse for hvor svært du må have det, så gør du et fantastisk og tankevækkende arbejde for børn, der ikke er dine. Du må ikke lade den negative kritisk gå dig på... Du ER en supermor, og jeg forstår din frustration. Det er vel også derfor du skriver...
Tak for indblikket i dit liv - det kan få selv en fuldvoksen mand til at tude af glæde...
Jeg gjorde alt for at gøre tingene så godt som jeg kunne. Til at begynde med gik det nogenlunde dog blev jeg skubbet til side når datteren "havde brug for faderen". Hvilken jeg dog forstod. Men det blev meget slemt da hun kom i pub. og forelskede sig i sin far, så hadede hun mig og forsøgte at få mig ud. Hun lavede tegninger af mig som hang med et reb om halsen og hun havde skrevet død over ....(mig). Hun tegnede flere og det gjorde mega ondt på mig. For jeg var faktisk meget glad for datteren ind til dette skete.
Min mand så kun datteren fra den lyserøde side. Hans datter frem for alt.
Jeg gik ned med stress og depression og skulle med en knaldhammerende hovedpine og jeg kunne nu heller ikke holde lyde ud. Hendes 10 års fødselsdag skulle jeg holde og være med til med datterens klasse på besøg. Det var et mareridt for mig. Jeg gjorde mit bedste. Men datteren hader mig.
Efter alt det begyndte jeg at læse om bonusmødres lod, og havde jeg sat mig ind i det dengang, så havde jeg ikke boet sammen med min mand idag.
Og selv idag overvejer jeg at flytte. Det er ikke sjovt at være ikke ønsket.
Jeg har tit stået med en urimelig mand og en aggressiv mand, når jeg "blander" mig i opdragelsen af datteren. Tro mig et bonusbarn og en bonusbarns far er ikke en dans på roser. Det slider hårdt på et forhold.
Ursula