Indstillinger
Om det at være enlig forælder
Hej herinde
Er der andre end mig der nogle gange tænker over at vi enlige altid skal gøre alting "dobbelt"?
F.eks. i børnehaven. Vi har fælles eftemiddagsspisning en ugentlig hverdag og skal derfor en gang hvert halve år selv stå for mad, sammen med en anden forældre. De andre skiftes/hjælpes og har derfor større overskud til at lave noget stort og tidskrævende. Da det jo er samarbejde skal vi jo blive enige og det ender altid med at jeg står 5 - 6 timer og knokler. Hvorfor kan der ikke tages hensyn til, fra børnehaves side, at vi enlige ikke bliver sat i en sådan situation. Er det så urimeligt hvis vi enlige kun skulle hver anden gang?
Når der så skal samles ind til et eller andet, er beløbet pr. barn. Kunne det ikke være pr. forældre ( indkomst ).
Er der fællesspisning til en fest er det en ret pr. familie.
Vores gamle børnehave holdt lukket 7 uger om året i samråd med bestyrelsen, for at sparre penge. Som enlig var det mig fuldstændig umuligt at få dette til at hænge sammen. Men da jeg var eneste enlige mor kunne de ikke "tage hensyn"
Osv. osv.
Er det så forfærdeligt at sætte disse ting på dagorden og hvorfor synes nogle at det er at gå i små sko? Hvorfor er det tabu? Er det fordi man ikke viser hvis ikke man har penge/råd?
Nogle gange er jeg ved at skrige i denne verden som kun synes basseret på kernefamilien!
Har I det indimellem ligeså?
Knus Supersejealenemor:-)
Er der andre end mig der nogle gange tænker over at vi enlige altid skal gøre alting "dobbelt"?
F.eks. i børnehaven. Vi har fælles eftemiddagsspisning en ugentlig hverdag og skal derfor en gang hvert halve år selv stå for mad, sammen med en anden forældre. De andre skiftes/hjælpes og har derfor større overskud til at lave noget stort og tidskrævende. Da det jo er samarbejde skal vi jo blive enige og det ender altid med at jeg står 5 - 6 timer og knokler. Hvorfor kan der ikke tages hensyn til, fra børnehaves side, at vi enlige ikke bliver sat i en sådan situation. Er det så urimeligt hvis vi enlige kun skulle hver anden gang?
Når der så skal samles ind til et eller andet, er beløbet pr. barn. Kunne det ikke være pr. forældre ( indkomst ).
Er der fællesspisning til en fest er det en ret pr. familie.
Vores gamle børnehave holdt lukket 7 uger om året i samråd med bestyrelsen, for at sparre penge. Som enlig var det mig fuldstændig umuligt at få dette til at hænge sammen. Men da jeg var eneste enlige mor kunne de ikke "tage hensyn"
Osv. osv.
Er det så forfærdeligt at sætte disse ting på dagorden og hvorfor synes nogle at det er at gå i små sko? Hvorfor er det tabu? Er det fordi man ikke viser hvis ikke man har penge/råd?
Nogle gange er jeg ved at skrige i denne verden som kun synes basseret på kernefamilien!
Har I det indimellem ligeså?
Knus Supersejealenemor:-)
Kommentarer
Jeg oplever det ikke sådan. Altså, jo, jeg kunne vælge at fokusere på det, men det tror jeg egentlig bare, jeg ville blive i rigtig dårligt humør af.
I stedet for at se på, hvilket hensyn andre "burde" tage, så vælger jeg at se det som en gave, når det sker. Jeg tror såmen ikke, at kernefamilien har det så meget lettere end os enlige. Hvis jeg må være helt ærlig, så er det for mig på mange områder lettere at være alene, fri til selv at sætte dagsordenen.
I den perfekte verden har kernefamilien flere penge mellem hænderne, dobbelt så meget tid til børnene, dobbelt så meget overskud osv.
Men det er da langt fra alle familier med både mor og far hjemme, som har det.
Jeg er alene med to børn på hhv. 4 og knap 6 år, og jeg klarer mig bedre, både økonomisk og overskudsmæssigt nu, end jeg gjorde, da jeg delte økonomi og hjem med deres far, dette til trods for, at jeg er på SU. Kommunen hjælper jo gevaldigt med hensyn til det at dække ind for den manglende ekstra indtægt, og det er jeg dybt taknemmelig for, ellers ville jeg aldrig have mulighed for at færdiggøre min uddannelse.
Ok, der er kun een til alt arbejdet med unger, hjem, madlavning, indkøb osv.
Til gengæld er der en mindre at vaske tøj til, vaske op efter, rydde op efter og forsøge at holde i godt humør/underholde, hvis det er relevant. Der er også kun een til at tage beslutninger, så vi undgår helt trættende diskussioner om ligegyldige ting i hverdagen.
Jeg kan godt se problemstillingen i forhold til 7 ugers lukning. Det er ikke til at passe ind nogen steder. Men omvendt skal der jo heller ikke meget til, afhængigt af folks arbejde, før det bliver et problem hos en "kernefamilie".
Det, som jeg prøver at sige er, at alle familiesammensætninger har deres egne problemstillinger. De er ikke altid til at få øje på, men de er der.